Lyder præcis, som man tror, et band, der hedder, Goatsmoker lyder

Fire københavnere har siddet i en ussel svensk ødemark og frosset deres røv i laser, mens de indspillede deres andetn fuldlængdealbum, E.R.I.S. Har man hørt debuten E.O.T.A., ved man, at Goatsmoker lyder ganske som forventet af et band med det navn. Baggrunden for navnet har jo nok været, at det lyder fedt og passer i den ende af metallen, hvor den hornede ged ret ofte dukker op, både på omslag og i lyrik. Der, hvor den sjove tobak også spiller en rolle (Sabbath, Sleep, Bongzilla og så videre), men hos københavnerne er det formodentlig i mindre grad en opfordring til at ryge en ged.

Velkommen til Middian

Goatsmoker har på deres svenske fjeldvandring taget et langt og ondt skridt væk fra E.O.T.A. Derfor lyder E.R.I.S. noget ondere, growl fylder denne gang endnu mere, og den rene vokal høres næsten ikke, selvom en knægt fra et københavnerkor gæsteoptræder på ”Dakhma”. Hans medvirken er dog på ingen måde et muntert indslag; den onde stemning matcher fint Yobs – ja, endda Mike Scheidts kortlivede sideprojekt Middian, Yobs bastardfætter. Med Middian lagde Scheidt frøene for Goatsmoker, for det er umiskendeligt samme onde territorie, Goatsmoker sumper rundt i, og de er næsten tilsvarende modbydelige: med voldsomme gutturale growl, hvor de antireligiøse tekster knapt er dechifrerbare, mens musikken spilles så langsomt, at Iommi også kan følge med. Kerneeksemplet herpå er ”Gods of Gunzilla”, hvor man savner et mindeværdigt riff, på trods af opbygningen omkring en længere og kantet akkordstruktur. En kende bedre er titelnummerets indledning, der er tungt som en gennemsnitligt amerikansk McDonald’s-gæst. Desværre føler man sig mere som en af fastfoodrestaurantens stole: fladmast og ligegyldigt behandlet af et legeme, der hverken er indbydende eller opløftende. Den grumme musik mangler at give lytterens sjæl et solidt ridt. Her er hesten enten redet træt eller grimen fejlmonteret. Man står med andre ord der, hvor man stod på, og tænker: Hvor gik turen hen?

Kun ”Waiting” har noget at have det i. Det er en ren magtdemonstration i vranten doom, med temposkift, et kvælende indledningsriff og en halvblueset solo til at ride ud i universet på.

Titelnummeret og ”Cursed” viser, at balancen mellem det dybt elementære og den stærke komposition er papirstynd og umulig at definere. E.R.I.S. vandrer efter et par minutter ud i en alt for lang opdagelsesrejse, der udvider det ikke voldsomt imponerende åbningsriff til ren stilstand. Det bliver som en lang ventetid hos tandlægen, når ”Cursed” sejrer helt ad helvede til.

Indledningsvis nævnte jeg, at bandet lyder som forventet af et band under banneret Goatsmoker. De holder sig stramt til den ondere ende af doomen, hvor der er sket en strømlining i forhold til debutens trommelyd, der havde lidt noter af skramlet øvelokale. I 2026 er alt fnulleret blæst væk, måske takket være Orms Simon Sonne, der har stået for masterering. Men charmen er blæst med ud ad vinduet.

Ryg nu den ged, mine herrer

Det står ikke til diskussion, at entropien i et lukket system altid øges. Men for Goatsmoker er problemet, at entropien endnu ikke er sat ind. Sonisk og ud fra et sangskrivningsperspektiv synes albummet tværtimod at være rammet alt for hårdt ind, således at der ikke levnes plads til finere nuancer. Albummet mangler liv. E.R.I.S. stiller sig dermed i skyggen af debuten, og man må spørge, om en mere skramlet lyd ville passe geden bedre, for smoke er der ikke skyggen af.