Guderne vender tilbage

Niche-powermetal er efterhånden ikke helt så niche, som det engang var. Powerwolf, som for nyligt besøgte København, er midt i en verdensomspændende turné, og med sig havde de såmænd Wind Rose, et band, der nok bedst kan beskrives som Ringenes Herre-inspireret dværgemetal. Ja, på den måde er det efterhånden tydeligt, at powermetal kan rumme stort set ethvert tema, så længe der er vers, omkvæd og en god portion teatralsk opvisning involveret. Tilbage i slutningen af 2024 anmeldte jeg Aeon Gods’ debutalbum, King of Gods, som jeg desværre aldrig helt bed på, trods fjollet humor og komplet vanvittige musikvideoer. Konceptet var der, men musikken overbeviste ikke. Nu er tyskerne så klar med anden omgang i form af Reborn to Light, og denne gang er det den egyptiske solgud Ra, der står i ra-mpelyset. Det er næsten poetisk, fordi Ra jo netop er gud for solen, lyset og himlen. Men er opfølgeren bedre? Tja …

Manglende finesse og mindeværdige øjeblikke

Aeon Gods har stadig en fest, men beklagevis er opfølgeren ikke just mere spændende end debuten. Alex ’Sol’Ra-Tu’ Hunzinger leverer fortsat en solid og kompetent vokalpræstation, men musikken omkring ham mangler ganske enkelt særpræg, på trods af det unikke tema.  Der er for få egentlige højdepunkter, og sangene følger, næsten uden undtagelse, den samme velkendte formular. Efter mere end syv gennemlytninger kan jeg stadig kun huske titlerne på tre numre, og det er mildest talt ikke betryggende. Musikken flyder simpelthen sammen. Det er en skam, for ambitionerne fejler ikke noget. Men når man så konstaterer, at Reborn to Light er udgivet blot 14 måneder efter debuten, begynder brikkerne at falde på plads. Det føles forhastet. Det kunne have haft godt af lidt ekstra tid i solens stråler, så det kunne bage færdigt og finde skarpere melodier og give sangene mere identitet.

Pladens åbningsnummer, ”Birth of Light”, er uden tvivl albummets stærkeste skæring. Det har det mest fængende omkvæd, og verset bæres af et ganske fortrinligt guitarriff, der lover mere, end resten af pladen formår at indfri. Både Robert ’Abzu’Kean’ Altenbach og Nino ’En-Atum’ Helfrich viser, at de sagtens kan give den fuld gas på spaden, når de vil. Der er bestemt også en vis portion fantasi at spore, selvom humoren denne gang er trådt længere i baggrunden. Albummet er desuden opdelt i flere såkaldte ’kapitler’, men ser man bort fra lyrikken, er det svært at se den store pointe. Musikalsk fremstår strukturen diffus, men måske giver det mere mening for bandmedlemmerne selv.

Det største kritikpunkt er og bliver sangskrivningen. Kluntede strofer og akavede formuleringer slynges ud, tydeligvis for at få det hele til at passe ind i temaet. Man husker muligvis bandet for deres egyptiske musikvideoer og flotte kostumer, men konceptet virker også som en spændetrøje. Musikken ville ganske enkelt stå stærkere, hvis bandet ikke lod sig fastlåse af deres eget univers. I deres nuværende form er Aeon Gods ikke helt dygtige nok til at bære konceptet hele vejen, og det går ud over slagkraften.

Ra-dikale ændringer

Aeon Gods er et kompetent band, som desværre endnu ikke helt har formået at slippe af med børnesygdommene på deres anden udgivelse. Sangskrivningen kan med fordel strammes markant op, og der savnes generelt et par tydelige højdepunkter, hvis det skal undgå at glide direkte ned i glemmebogen. Der skal dog gives point for forsøget på at skabe et unikt og genkendeligt brand. Konceptet er ambitiøst, nu skal eksekveringen blot lige følge med. Det håber vi, at den gør næste gang.