Vi skal bede om en titel
Der er noget symbolik i, når et band udgiver et album, hvis titel er et eponym. I firserne, som er det årti, Temple Balls trækker inspiration fra, var det ofte debutpladen, som var titelløs, om man vil. Signalet var: Her er vi, sådan her lyder vi, det her er os. På én og samme tid et offensivt træk af selvdefinerende markedsføring, utvivlsomt skabt af de store pladeselskabers smarte ’artist & representation’-personale. Senere er det blevet brugt som et udtryk for en gruppes ønske om – hvis ikke ligefrem at genopfinde sig selv – at finde tilbage til den lyd og det image, som oprindeligt inspirerede dem. På den måde har artister, i hvert fald ud fra et promoveringssynspunkt, fået chancen for at kreere endnu en debutplade eller en debutplade, som den ville lyde, hvis de lavede den i dag, hvor naturstridigt det så end fremstår. Personligt synes jeg, det er en anelse forvirrende, når et band pludselig med et femte album, som er tilfældet her, opkalder det efter eget navn. Altså, den almene dansker kalder jo også Metallicas bedst sælgende plade for Black Album. Konklusionen må være, at med mindre der er tale om en reel debut, så skal vi altså bede om en titel.
Når grænsen mellem inspiration og plagiat udviskes
Det er glædeligt med et nyt udspil fra Temple Balls. For siden debuten tilbage i 2017 har finnerne hvert andet år leveret bundsolide heavyrockalbum med lige dele små drys af powermetal og Scandi-AOR hist og her. Drengene er talentfulde, guitararbejdet er altid af højeste klasse, og sanger Arde Teronen har faktisk et ret bredt register at boltre sig i. Problemet med Temple Balls er bare, at de ikke rigtig formår at stå ud fra flokken. Selvom håndværket er mere end i orden, så har de altså ikke en distinktiv lyd, som gør dem specielt unikke. Faktisk er det, som om det bliver mere og mere evident for hver eneste udgivelse.
De to skæringer ”The Path Within” og ”Stronger than Fire” lyder ikke bare lidt, men fuldstændigt som numre, albummets producer Jona Tees eget band, H.E.A.T., kunne have skrevet. ”There Will Be Blood” kunne være taget fra Skid Rows The Gang’s All Here-plade, dog tilsat lidt discometal og 8-bit-lyde a la landsmændene i Beast in Black. ”Lethal Force” kunne sagtens have været en Crazy Lixx-sang. ”Hellbound” har den der flirt med powermetalgenren, som gruppen inkorporerer på alle deres album, som leder tankerne i retning af Dynazty efter deres choktransformation med udgivelsen af Renatus (2014). Den lettere teatralske ”Tokyo Love” ville passe godt ind på en Hell in the Club-plade.
Albummets mest særlige nummer, ”We are the Night”, er drevet af et bluesriff og overrasker med en saxofonsolo, der desværre slet ikke passer til sangen. Hvis Def Leppard og Roxette havde lavet et nummer sammen i starthalvfemserne, ja, så tror jeg egentlig, det ville have lydt noget i retning af ”We are the Night”. Kendsgerningen er, at, hvis Temple Balls vil profilere sig på den skandinaviske heavyrockscene, så er det den form for kreativitet, de skal udforske.
Guitarspillet står knivskarpt på samtlige sange, og de forskellige soli passer umådeligt godt til numrene. De to guitarister Jiri Paavonaho og Niko Vuorela spiller lynende hurtigt og præcist, uden at det på noget tidspunkt lyder, som om de står og øver skalaer. Et godt eksempel er ”Chasing the Madness”, en egentlig middelmådig skæring, indtil soloen starter for i den grad at løfte nummeret til over det gennemsnitlige.
Desværre skete det ubærlige, at Temple Balls’ guitarist gennem otte år, Niko Vuorela, mistede kampen til cancer tilbage i oktober sidste år, en kamp, der havde varet i tre år. Bandet har valgt at udgive pladen som planlagt, da det ifølge en officiel udtalelse er det, Vuorela ville have ønsket. Bandets fremtid er usikker, og bearbejdningen af sorgen over tabet af deres talentfulde ven vejer, forståeligt nok, lige nu tungere end albumpromovering og turneplaner.
Vi er Temple Balls! Hvem igen?
Jeg vil ikke være mavesur eller brokke mig – ret meget – over pladen. Det er der som sådan ikke nogen grund til. Temple Balls har alt det rigtige værktøj, men svendestykket, der skal elevere bandet til at blive en sværvægter i genren, har vi endnu til gode. Spørgsmålet er, om man altid skal aspirere efter at blive en gruppe, andre kunstnere bruger som inspirationskilde? Eller er det akkurat lige så fint at kopiere sine ligemænd, når hverken talent eller sangskrivning kommer til kort? Jeg er nok villig til, undtagelsesvis, i Temple Balls’ tilfælde at hælde til det sidste. For ser man bort fra anonymiteten, så leverer gutterne altså bare et gedigent heavyrockalbum.
