The Sword - High Country

High Country

Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:15

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ørken-stonerne udforsker det stille og det rene. Resultatet er desværre kedeligt og uden spræl.

Endelig nyt fra riff-eksperterne

De amerikanske stoner-konger fra The Sword blev dannet i Texas i 2003. High Country er deres femte album. Ventetiden har været svær, og denne anmelders tålmodighed har været sat på alvorlig prøve. Men har det været ventetiden værd? Nej, faktisk ikke....

Retro-rockernes deroute

Okay, jeg indrømmer, at en ventetid på tre år ikke er det mest ekstreme (host host - Metallica....), men The Sword har det med at overraske så positivt, når de smider nye albums på gaden, at spændingen i det lille hjem har været ganske omfattende. Variationen fra den ene plade til den næste vidner om et seriøst band, der hviler i sig selv, og som har en klokkeklar rød tråd i deres udvikling. Lignende garanter for de groovy og tunge stoner-riffs skal men lede længe efter, og derfor var det en fyldig skuffelse, der prægede mit sind efter første gennemlytning af High Country. Hvor er det beskidte udtryk blevet af? Hvor er den skrabede og tunge sound?

Retro-bølgen har været over os i et stykke tid nu. Bands som Graveyard, Blues Pills og mange andre har nænsomt ført os rock-hoveder tilbage til en enklere tid. I mine øjne har The Sword skilt sig positivt ud som det band, der er tro mod sine retro-rødder i Black Sabbath, Blue Cheer og Thin Lizzy, men samtidig tænker fremad og fører retro-rocken ind i en ny tidsalder. I stedet for bare at være som alle de andre og kun spille retro-rock, fordi det er hipt, har texanerne moderniseret genren og gjort den mere sofistikeret. Men på

High Country er den beskidte, skrabede og fremadrettede hard rock-lyd stort set faldet helt væk. Det rå udtryk er barberet helt ind til benet, så alt lige pludselig er rent og poleret. De velkendte gyngende rytmer er bevaret i et vist omfang, og de letgenkendelige guitarer er da også stadig til stede, men tungt og vedkommende er det bestemt ikke længere. Kort sagt, så er de store tunge rock-nosser svundet ind til et par triste grå rosiner uden spræl.

Stille, uinteressant og ensformigt

High Country rummer et par udmærkede sange som f.eks. Early Snow og Tears Like Diamonds, men i det store hele er skiven for kedelig og ensformig. Med sine 15 numre bliver det hurtigt kedeligt at lytte til, når opfindsomheden er ikke-eksisterende, men værst af alt er den totale mangel på tunge riffs, som The Sword ellers altid har været leveringsdygtige i – det trækker gevaldigt ned! Produktion og mix er sådan set i top, men ud fra vanlige standarder for dette ellers så seje band er High Country en skuffende omgang og i sine bedste perioder på det jævne. Det bliver ikke til mere end fem skuffede kranier herfra.

Husk: Læs også anmeldelse af The Swords koncert i Lille Vega. Følg linket her

Tracklist

  1. Unicorn Farm
  2. Empty Temples
  3. High Country
  4. Tears like Diamonds
  5. Mist and Shadow
  6. Agartha
  7. Seriously Mysterious
  8. Suffer No Fools
  9. Early Snow
  10. The Dreamthieves
  11. Buzzards
  12. Silver Petals
  13. Ghost Eye
  14. Turned to Dust
  15. The Bees of Spring