Gamle viser på nye strenge

Efter en længere pause er Randers’ stolthed (nej, ikke tribal-tatoveringer og tørre tæsk) tilbage. Kumbl er Svartsots tredje værk siden bandets undfangelse tilbage i 2005 og skulle oprindeligt være udkommet således, at det havde passet med, at bandet opnåede den buksemyndige alder. Men ak, en pandemi fra Fjernøsten satte en stopper for denne plan. Men pyt skidt, for Svartsot er nu klar til endnu engang at demonstrere, hvordan og hvorledes oldnordiske viser og vers kan fortolkes og lyde i langt mere moderne omgivelser.

Vil man være en stor fisk i en lille sø eller en lille fisk i en stor sø?

På sin vis kan man se Kumbl som et coveralbum, da samtlige af de 12 numre alle er fortolkninger af gamle viser og sagn fra Danmarks fortid, om det så er ”Liden Kirsten”, ”Kragevisen” eller enhver dansk rollespillers favorithymne, ”Ramund”.  Vælger man at se på albummet med den brille, virker det egentlig utroligt dovent og uimponerede. Man kan dog også vælge at se bandets tredje album som en homage til den enorme sangskat samt de fantastiske fortællinger og krøniker, som vi faktisk har her i Danmark. Personligt hælder jeg mest til at se det som en hyldest, man behøver jo bestemt ikke genopfinde den dybe tallerken hver gang, og jeg kan ikke forstille mig, at processen med at forvandle en vise fra middelalderen til et folk metal-nummer er nem – tværtimod.

Men uanset hvor Svartsot har hentet sin inspiration, så ændrer det ikke på det uomtvistelige faktum, at Svartsot lyder som Svartsot. Som altid er det en munter blanding af black, death og folk metal pakket ind i diverse hyggelige instrumenter som mandoliner, fløjter, sækkepiber osv. Ja, faktisk er det kun køkkenvasken, der mangler – alt sammen akkompagneret af Thor Bagers jættevokal, der dog desværre ligger underligt lavt i mikset og derfor forsvinder blandt de mange instrumenter. At vokalen ligger lavt i mikset, er desværre ikke Svartsots eneste udfordring, det er faktisk deres generelle lydbillede. For nok lyder de som altid, hvilket ikke er problemet – nej, problemet er, at Svartsot måske nok er ret unikke i Danmark, men ser man mod resten af verden, oplever man utallige bands, der lyder nøjagtigt som dem. Det er alt lige fra guitarmelodierne til trommerytmen til vokalteknikkerne. Man har hørt det hele tusinde gange før – og det bliver kun endnu mere tragikomisk, når man så lytter til Kumbl og opdager, at trods det at der er hele 12 numre, så lyder det ikke, som om der er mere end fire-fem stykker, da de simpelthen lyder så ufatteligt ens.

”Liden Kirsten”, ”Carmen Verale” og ”Ebbe Skammelsøn” er alle gode numre, men hører man udgivelsen ud i en køre i stedet for delt op i bidder, opdager man, at det hele kører efter samme struktur og skabelon.

God ide, dårligt produkt

Misforstå mig nu ikke, det her skal ikke forstås som en decideret nedsabling af hverken Kumbl eller Svartsot, for det er ikke et dårligt album, og ej heller er de dårlige musikere – selv produktionen er (minus vokalen) god og bakker fuldstændigt op om de middelalderlige rammer, bandet ønsker at opbygge.

Men det er kedeligt, der mangler kapow-effekt og x-faktor – jeg mangler en grund til at vælge at sætte Svartsot på i stedet for Fejd, Týr, Månegarm, Equilibrium eller et af de tusindvis af andre folk metal-bands derude. Det er simpelthen ikke nok med en god ide – og jeg mener oprigtigt talt, at ideen om at transformere gamle viser til moderne metal ER en god ide. Men hvis en ide ikke bliver eksekveret ordentligt, så er det lige meget, hvor god den var – og Kumblr bliver netop ikke eksekveret godt nok. Hvilket er voldsomt irriterende, for det er rent faktisk en udgivelse, jeg gerne ville have kunnet lide. Jeg havde håbet på, at den sad lige i skabet, men ak…!