"The End Justifies The Means" er finske Sunrides tredje album og er, som artworket også antyder, en ret så dyster og tungsindig affære. Albummet læner sig tungt op ad den melankolske stemning man hører hos landsmændene i HIM, men også elementer fra det senere Paradise Lost har sneget sig ind hid og did. Dette er dog uden at tilnærmelsesvis nærme sig det kvalitetsmæssige niveau man kender fra de gæve engelskmænd.

Det charmerende ved Sunride er dog deres gode tæft for fornøjelige melodier. Desværre kvæles disse i håbløst ligegyldige strukturer og en mildest talt tam forsanger, der synes konstant at hive efter vejret. Mest af alt virker det som om, at han er mere fokuseret på, hvad han efterfølgende skal lægge stemme til end det han rent faktisk synger og det kan mærkes på helheden. Derudover er de fleste numre på albummet én stor søgen efter den store himmelflugt, som bare aldrig kommer. Og dette er rent faktisk et grundlæggende problem hos Sunride. De prøver og prøver, men kommer ingen vegne.