Charme, selvtillid og lækkert hår

”It’s the finaaaaaal countdown”. Har du også stået foran spejlet, ordnet dit hår, brugt hårbørsten som mikrofon og drømt, at du var Joey Tempest fra Europe for en enkelt aften? At have hans hår, tøj og stemme og stå på de allerstørste scener? Så er du barn/ung af en tid, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at metal var ensbetydende med stort, fyldigt og lækkert hår, og hvor forsangeren havde så stramme bukser på, at stemmen røg op i falset. Vil du genopleve denne lyd, så læs med, og giv dette album et lyt.

Marco Angioni er manden bag Street Fighter. Han er producer, har indspillet stort set samtlige instrumenter og skrevet teksterne på Second Hand Hero. Med sig har han en hær af gæstesolister på instrumenter og udi sangskrivning. På sang finder vi Stefan Jensen (Exelerate), Sofia Schmidt (Ethereal Kingdoms) og brødrene Chris og Michael Catton (Boys From Heaven, Tainted Lady), og i det lyriske og sangskrivende hjørne, finder vi blandt andre Rasmus Bom Andersen (Diamond Head).

Velkommen tilbage i 1986

Lad os lave et lille tankeeksperiment. Forstil dig, at du for en stund er blevet sendt tilbage til det Herrens år 1986. Det var året, hvor Metallica udgav Master of Puppets, Oluf Palme blev skudt, og reaktor 4 på atomkraftværket Tjernobyl eksploderede.

Du sidder formentlig på dit værelse og lytter til de amerikanske puddelhunderockere fra Bon Jovi og skråler med på ”Livin’ On A Prayer”, som er det helt store dette år, eller til ”The Final Countdown” fra svenske Europe. Det var dengang, vi hørte musik på vinyl og overspillede de fede skiver til kassettebånd. Disse bånd blev proppet i walkmanen, når vi skulle ud ad døren, ofte iført stramme spandexleggings eller stonewashed denim fra top til tå.

Levede du dengang, kan du med garanti nikke genkendende til det ovenstående. Denne æra har man forsøgt at gengive på dette album. Spørgsmålet er så blot, om det virker? Eller falder det helt til jorden? Kan man putte fortiden i en ny maskering?
Det er ikke verdens længste album, men de otte sange fordelt på 38 minutter fungerer rigtig godt. Lad mig forklare hvorfor. Lad os igen vende blikket imod 1986 og lytte til det i forhold til den tidslomme, som albummet er ment til at falde ned i. Albummet har tilpas med ru-hed på instrumenterne og stemmerne. Den er IKKE overproduceret og kitsch, som man ellers kunne forestille sig, den ville være, når nu produktionen er fra 2023, men skal forestille at have lyden fra 1986, hvor alting var en anelse mere enkelt. Forsangerne formår at fange datidens tand og har det karakteristiske vibrato på stemmen, som var så sigende for glam-/heavy-metalsangere dengang. På Second Hand Hero synges der klart og tydeligt, godt understøttet af de fede trommer, der smadrer derudad i taktfulde rytmer, og guitarister, der kaster den ene solo efter den anden fra sig. Det er heavymetal, når det er bedst: energisk og med et teatralsk udtryk i både musik, sang og ikke mindst det lyriske univers. Der er de storstilede rockballader tilsat heavy metal-riffs, som i den grad er tiltrækningskraften. Der er melodiske toner pakket ind i fængende omkvæd, catchy hooks og ja, fængende guitar riffs, sweep-picking og tapping en masse. Giv eventuelt nummeret ”Nordic Noise” et lyt i den forbindelse, og bemærk, hvordan dette bliver eksekveret på smukkeste vis i slutstykket. På Second Hand Hero finder vi ligeledes de langsomme, emotionelle sange, der støt og roligt bliver opbygget til en stærk afslutning, der eksploderer i et inferno af musikalsk overlegenhed.

Der er en masse distortion på guitaren, en masse tæt og hæsblæsende bas og et centreret trommespil. Masser af ”lige i fjæset”-soli og meget iørefaldende omkvæd, som man nemt kan synge med på efter ganske få gennemlytninger. Det er svært at trække et enkelt nummer ud fremfor et andet, men ”Deadend City” er en skæring, der sidder lige i skabet. Den besidder alle de kvaliteter, som boomeren med svaghed for nostalgi vil få julelys i øjnene over. Der er den storladne (og lange) guitarsolo og sangere, der presser stemmelæberne til det maksimale og synger formidabelt. ”Heartbreak Ritual” er også et nummer, der på det kraftigste kan og bør fremhæves. Den fanger viben fra fordums tid og er sød musik i ørerne på lytteren.

Gammel vin på nye flasker?

Denne udgivelse giver på rigtig mange punkter anledning til at reflektere og perspektivere datidens musik kontra nutidens musik. Kan man genfinde lyden fra dengang? Ja, det er dette album et bevis på. Det er gennemført med små ubetydelige fejl, som blot er med til at give Second Hand Hero den genkendelige kant fra datidens musik. Det er ikke sikkert, at Second Hand Hero kan ramme et ungt publikum, men for nostalgikeren, der kan relatere til musikken, er det et frisk pust, som i den grad fortjener opmærksomhed.
Så grib hårbørsten, stil dig foran spejlet og syng med.