Dansk duos debut disc

Spiritual Anchor er et relativt ubeskrevet blad på den danske rock- og metalscene. Duoen bestående af Bjørn Andersen og Ivan Stenger startede deres musikalske rejse sammen i 2023, og The Branch er deres første fuldlængdeplade. Bandet spiller musik, som ikke lader sig genredefinere, men jeg vil alligevel forsøge undervejs at tilskrive de herrer nogle stilarter og lave kunstnerreferencer med det in mente, at det, jeg nævner, altså har fået en gedigen tur i blenderen, og intet er forudsigeligt.

Når musikken taler

Musikken er kraftigt domineret af basguitar, utvivlsomt inspireret af Geezer Butler. På ”Alleviate” byder introen på slidebas, der sagtens kunne fungere som indledning til en Tarantino-film. Vokalen er lys, ikke ulig Kashmirs Kasper Eistrup. Sangen handler om at have svært ved at fokusere på fremtiden efter at have følt sig fastlåst af angst og paranoia og erkende, at man er nødt til at række ud efter hjælp. Efter et stille dyk to tredjedele inde i nummeret kulminerer det med effektfulde growls og skrig, kombineret med en semihurtig guitarsolo, inden Tarantino-temaet vender tilbage og slutter nummeret af. Sådan er hvert eneste nummer en historie i sig selv. Spiritual Anchor har et meget afslappet forhold til traditionel sangstruktur, så glem alt om vers, omkvæd og c-stykker. Som det er tilfældet hos så mange andre progrock-bands, så kalder skæringerne på The Branch på lidt ekstra indlevelse af lytteren. Belønningen får man så i form af et vidunderligt mix af Psyched Up Janis, Kashmir, Kellermensch og Jethro Tull eller, hvis jeg skal remse nogle af de genrer op, som duoen låner fra: progrock, stoner, doom og grunge.

Lydbilledet er på den ene side utroligt komprimeret og stringent, men ovenpå alt det stramme ligger der knivskarpe toner. Hvad end det er falsetvokal eller elektrisk guitar, så er der en utrolig klarhed i det øverste lag. Dette høres især på nummeret ”Nihilist”. Sangen ”The World Will Wait” er en utrolig smuk ballade a la Sort Sols ”Let Your Fingers Do the Walking”. Pladen slutter også med en ballade, ”We Are Responsible”, igen fremragende udført; både instrumentering og vokal er særdeles dragende.

Fortællinger om at (over)leve i det tunge sind

Der er ikke noget prætentiøst over Spiritual Anchor. De er gode historiefortællere, som behandler alvorlige emner gennem deres tekster. I al den melankolske stemning fornemmer man dog noget – ja, faktisk – fornuftigt. Albummet har en form for ’i bagklogskabens klare lys’-vibe over sig, og det er slet ikke tosset at berette om alt det, som er svært, når perspektivet er fra den anden side eller i hvert fald fra vejen ud af mørket.