Kan Slayer uden Hanneman? Ja for satan!

Myten og jagten på det tunge

Da jeg var omkring ni år gammel, var mine venner og jeg begyndt at interessere os for den slags rock, der var en del hårdere end det vores forældre havde stående. Vi var altid på udkig efter ny og spændende tråd. Helst noget, der var hårdere end det forrige vi havde hørt, og efterhånden var det ikke længere D-A-D og Guns ’N’ Roses vi hørte, men Metallica, Nirvana og Pantera. Vi var nogle fandens karle i sorte t-shirts (som vores mødre stadig købte til os) og jagten på noget endnu hårdere musik hørte aldrig op.

En dag hørte vi om et band, der var så hårdt, at deres fans snittede bandets navn ind i huden med et barberblad, hvorefter de hældte sprit på arrene og satte ild til dem, så man for evigt bar bandets navn som brændemærke på underarmen. Bandet hed Slayer. De var så hårde, at selv skolens langhårede fyr, den lidt ældre Heavy-Lars, synes det var alt for hård musik til hans smag. Og i en tid hvor downloads, mp3-filer og penge på lommen til nye cd'er var ikke-eksisterende, blev bandet Slayer ved med at være en myte af den ekstremt spændende slags, som vi glædede os som små djævle til at høre.

Med årene fik vi selvfølgelig lært Slayer at kende, og ikke mindst de to fantastiske skiver Reign In Blood og Seasons In The Abyss - albums der, stadig den dag i dag, ikke bare er Slayers bedste plader, men nogle af genrens absolut største værker. Heldigvis snittede vi aldrig i vores underarme, for ligesom med et band som Metallica blev Slayer op gennem 90’erne og 00’erne et band, der, efter min overbevisning, gjorde sig glimrende live, når de spillede deres gamle hits, men ikke havde noget nyt at byde på.

På niveau med det allerbedste

Modsat Metallica har Slayer dog altid gjort, som deres fans ønsker; jævnligt udgivet ny musik i tråd med det gamle og aldrig i nogens øjne solgt ud eller kastet sig over diverse sære projekter. Det samme er tilfældet nu, dog med ændringer i lineuppet. Trommeslager Dave Lombardo blev smidt ud efter en bitter strid om penge, og den legendariske guitarist Jeff Hanneman døde af leversvigt efter et par års sygdom. Spørgsmålet nu er indlysende: Kan Slayer med de to nye folk, Gary Holt og Paul Bostaph, stadig levere det, fansene gerne vil have? Fandeme ja!

Efter, i mine øjne, ikke at have udgivet noget særligt interessant siden førnævnte Seasons In The Abyss (1990), må jeg indrømme, at jeg med spænding og begejstring hoppede med på de sidste måneders hype om Repentless. Med fare for at blive slemt skuffet over et Slayer-album uden Hanneman-medvirken, kastede jeg mig frygtløst ind i skiven og fik en af de mest positive overraskelser i lange tider. Repentless er ikke bare overraskende og over vanlig standard, den er momentvis på højde med deres allerbedste skiver, og selvom det ville tangere til gudsbespottelse at påstå, at man ikke savner Hanneman, så har Kerry King overtaget og udført sangskrivertjansen til topkarakter. Numre som titelnummeret, “Chasing Death”, “You Against You” og ikke mindst det Hanneman-forfattede “Piano Wire”, vidner om et Slayer i topform, der trods års modgang slet ikke er klar til at kaste håndklædet i ringen endnu.

Paul Bostaph, der har været Slayer-medlem før, er et indlysende og upåklageligt valg bag gryderne, men især Gary Holt (tidligere Exodus) passer perfekt ind i Slayer som Jeff Hannemans afløser. Selvfølgelig kan ingen nå Hanneman til sokkeholderne, men Holts stil komplementerer Kerry King til noget nær perfektion, og deres arbejdsfordeling hvad angår guitarsoli udføres med en sjældent hørt dynamik og energi - det er en ren nydelse på alle punkter.

På produktionssiden må der også gives to opadvendte tommeltotter. Slayers mangeårige producer Rick Rubin er til lejligheden skiftet ud med tidligere Pantera-knapdrejer Terry Date. Med den sublime lyd over hele linjen, samt en lettere vovet, men ganske effektfuld, trommeproduktion langt fremme i mikset, er parterne et super godt match. Behold I bare ham, Slayer - det kan ikke gå galt.

Potent som bare fanden

Slayer opfinder på ingen måde den dybe tallerken. Den opfandt de for mange år siden, og det er stadig en fandens god tallerken, der endnu ikke trænger til udskiftning. På mange måder er Repentless Slayer, som vi kender dem, men denne gang med en helt uhørt energi, der er så potent, at 90 procent af pladen går lige i pikken. Min indre ni-årige dreng har fundet noget, der er tungere end noget, jeg længe har hørt, og hvor føles det bare helt rigtigt, når jeg smider Repentless på anlægget.

Vi er ikke helt oppe på topkarakteren - hertil er et nummer som blandt andet “When The Stillness Comes” ikke helt på niveau med resten - men Slayer skal stadig have ni store kranier, for et fantastisk hårdtslående, velskrevet og genredefinerende album. Velkommen tilbage drenge!