The end
Det skal tages med et gran salt, når kunstnere bebuder, at: Nu er det slut. Således er vi ofte blevet ført bag lyset af legendariske artister. Det bedste eksempel værende, da Ozzy Osbourne drog ud på sin No More Tours turné for senere at returnere med Ozzfest og endda No More Tours II. End ikke Erik Balling kunne dy sig efter Olsen Bandens Sidste Bedrifter. Tidligere i år udkom, hvad der, ifølge Dave Mustaine, er Megadeths svanesang, og i kølvandet følger nu Sinners sidste plade. Om tyskerne ligesom Mustaine og company også akkompagnerer deres endelige plade med en turné, er uvist, ligesom det heller ikke er klart, om bandet efterfølgende vil afholde sig fra livet på landevejen. Men Boom Bang Goodbye er sidste studiealbum, det ved vi, i hvert fald for nu.
Rutinepræget metervare heavyrock
Sinner har i høj grad formået at variere deres udtryk gennem årene. De første to energiske plader demonstrerede et ungt og sultent heavy metalband. I slutfirserne og op igennem halvfemserne leverede gruppen kommercielt melodisk hardrock. Og siden årtusindeskiftet har Sinner vekslet imellem powermetal og iørefaldende heavyrock.
Efter en opløftende åbner med dens tidløse budskab ”Dreams Can Come True” følger to numre, der har for meget til fælles; ”Wait” og ”Leave It All Behind”. En betragtelig del af sangenes tekster er identisk, og jeg forstår ikke hvorfor. Havde det dog bare været raffineret, som da Savatage inkorporerede nogle få linjer fra ”Believe” (1991) på ”Alone You Breathe” (1994). Men her virker det desværre bare dovent og uigennemtænkt. Begge sange er sådan set i orden, den førstnævnte eksemplarisk heavyrock, og ”Leave It All Behind” en helt klassisk powerballade, men oplevelsen præges altså negativt af den genbrugte lyrik. ”Are You Ready” og ”Born To Run” er albummets mest iørefaldende skæringer, hardrock i den bløde ende med omkvæd, der er til at synge med på, allerede anden gang det kommer.
Det er ingen hemmelighed, at Thin Lizzy har spillet en stor rolle i, hvordan Sinner lyder. På ”Hellbreaker” demonstrerer bandet, at selvom indflydelsen fra det legendariske orkester måske ikke er så åbenlys nu som tidligere, så har de altså ikke glemt, hvordan man lader sig inspirere af irerne. ”Turn The Page” har et moderne touch. Et uptempo hardrock-nummer der leder tankerne i retning af landsmændene i Kissin' Dynamite. Sangene ”All Night Long”, ”Under The Moonlight” og ”Power” efterlader ikke noget mindeværdigt indtryk, og må derfor høre til i kategorien fyld.
I må kun komme tilbage, hvis I lover at gøre jer mere umage
Nu er Boom Bang Goodbye jo en afskedsplade, derfor kunne man fristes til at tro, som titlen også antyder, at tyskerne leverer et brag af et album. Det er bare desværre ikke tilfældet. Det endelige produkt virker nærmere, som om det er hastet igennem. Et hurtigt kig på albumcoveret afslører da også en fuldstændigt indsatsløst AI-generet skildring af Mat Sinner. Gæstevokaler i form af blandt andre Erik Mårtensen, Ronnie Romero og Michael Bormann, og det faktum at Jacob Hansen har stået for mix og mastering, formår kun lige akkurat at løfte pladen op på det jævne. Der er altså ikke noget Boom eller Bang over det, om det så reelt bliver et Goodbye eller et på gensyn, må vise sig med tiden. Men hvis det er her niveauet ligger, så behøver Sinner for min skyld ikke at vende tilbage.
