Titanisk tomgang

Når det kommer til den græske metalscene, er der ikke mange andre, der er lige så store som Septicflesh. Siden starten af 1990’erne har kvintetten buldret derudad med sin kombination af dunkle symfonier og hulemandsriffs og fortolket alt fra lige fra diverse gotiske forfattere til Biblen, græsk mytologi samt dystopiske fremtidsmareridt. Modern Primitive er ganske vist bandets tiende udgivelse, og derfor kunne man måske forvente en helt ekstraordinær udgivelse, hvor Septicflesh virkelig spillede med musklerne for at cementere, at de er kongerne af symfonisk dødsmetal. Men hvad var det nu, Kierkegaard efter sigende skulle have sagt om forventningens glæde?

Visionsløs gentagelse

Modern Primitive er en helt perfekt titel til det her album, da det formår at beskrive præcis, hvordan Septicflesh lyder anno 2022. Lyden er topmoderne, det samme gælder produktion og mikset, mens selve musikken er primitiv, simpel og repetitiv. Hvis man tog samtlige ni numre og blandede dem med sange fra Codex Omega, Communion, The Great Mass og Titan, ville man have svært ved at skelne dem fra hinanden. For den lyd, som bandet besluttede sig at bruge tilbage i 2008, hvor projektet genopstod, er den lyd, de fortsat – ret så stædigt – holder fast i. Samme riffs, samme tempo, samme akustiske og symfoniske passager, samme brug af korsang og samme tematikker. Med andre ord, så lyder Septicflesh som Septicflesh – på godt og ondt. At have en signaturlyd er et tveægget sværd; på den ene side ved bandet, hvad fansene vil have, og fansene ved, hvad bandet leverer – det er der tryghed i. Omvendt kan det også blive en krykke, som bandet krampagtigt læner sig op ad. Og på Modern Primitive beviser grækerne, at de virkelig godt kan lide at læne sig op ad den førnævnte metaforiske krykke.

Stort set samtlige numre følger den samme formel: akustisk/symfonisk intro efterfulgt af et simpelt guitarriff a la Florida 1994, tilsæt da vokal, der skifter mellem dyb growl og nasal cleansinging, tilsæt kort passage, hvor det kun er det symfoniske, der spiller, gentag guitarriff et par gange og slut. Resultatet er, at man ikke opdager, man har hørt fire-fem forskellige numre, medmindre man holder øje med sin afspiller. Kun få gange er der numre, der stikker ud og derfor bryder monotonien samt fanger ens opmærksomhed. For eksempel får vi fremragende numre som ”A Desert Throne”, ”Neuromancer” eller ”Modern Primitives” der alle har nok karakter til, at man ikke sidder og føler, man hører ”Portrait of a Headless Man” fra Codex Omega om og om igen. Denne trang til gentagelse får Septicflesh til at fremstå visionsløse, hvilket jeg egentlig ikke tror, de er, for lyrikken og kompositionerne tyder på, at grækerne selv mener, de er oppe i de helt høje luftlag – hvilke desværre ikke er tilfældet.

Man fristes til at bede Septicflesh om at kigge sig selv i dybt i øjnene og derefter ryste posen så hårdt, at Seismologisk Institut bliver bekymrede. Men omvendt ville det svare til at bede James Hetfield om at holde op med at skråle ”yeah!”. Med andre ord så sker det simpelthen ikke, for Septicflesh har tydeligvis fundet en formel, som de holder af og selv mener, holder hele vejen frem til målstregen – uanset at selv løbets taber jo passerer stregen.

Det er okay at stille krav

Modern Primitive lyder præcis, som alle fans af Septicflesh bør forvente. Der er absolut intet nyt at komme efter, ingen innovation eller spændende indslag. Derimod en fortsættelse af alt det, bandet har lagt for dagen siden 2008, nemlig velproduceret, storladen musik, der appellerer til dem, der godt kan lide lidt kant i deres symfonier eller lidt adspredelse i deres dødsmetal. Det er trygt, det er sikkert, og hvis man bare er kommet for at danse, så er det helt perfekt – uanfægtet at der absolut ingen krav stilles til hverken lytteren eller bandet.