
Post-hardcore, post-haste
Selvom der er større sandsynlighed for, at man kan genfortælle hele Silmarillion baglæns, end at man har hørt om britiske Row of Ashes, så bør man altid holde dørene åbne for det uventede. Trods det at navnet lyder som en mission fra Assassins Creed, så er Tide Into Ruin deres første fuldlængdealbum, og med det bringer briterne en tæsketung cocktail af hardcore og post-metal. Row of Ashes har tidligere smidt to EP’er på gaden, men det er først nu, at de for alvor går til stålet. Og stålet er slebet skarpt. Vi taler om et bombardement af sanserne, hvor alt er skruet op til 11, og en mur af lyd så tæt, at selv lyset må vende om. Spørgsmålet er bare, om det er ubehageligt nok til at blive husket?
Råt er godt
Det første, der springer i øjnene på Tide Into Ruin, er den rå og kompromisløse produktion, som sætter stemningen med det samme. Chris Wilsons vokal er nådesløs og passer perfekt til åbningsnummeret ”Leveller”, der har ét eneste mål: at smadre alt på sin vej. Fredede bygninger, forhold, forventninger, intet går frit. Det er en fornem måde at åbne et album på, og jeg har stor respekt for, at bandet går benhårdt til sagen fra første sekund. Gruppen bevæger sig rundt i et lydlandskab, der trækker på både post-metal, hardcore, sludge og en snert af noise rock. Det kunne let blive rodet, men her er der faktisk mening med galskaben … for det meste. Tide Into Ruin er langt fra en sikker udgivelse. Hvert nummer lyder markant anderledes end det forrige, hvilket er imponerende, især fordi Chris Wilsons vokal ikke just har verdens største spændvidde. Men briterne bruger deres virkemidler med omtanke, og det gør albummet til en spændende og gennemført oplevelse. Hør blot smerten præsenteret på nummeret ”Imber”, hvis du er i tvivl.
Når det så er sagt, handler det i høj grad om at kende og respektere sine egne begrænsninger som band. Progressive udgivelser spilder ofte tiden i jagten på det episke, hardcore har en svaghed for 30-35 overflødige breakdowns, og sludge bliver alt for tit til tung, tom repetition uden mening. Tide Into Ruin undgår de første to faldgruber, men slipper ikke helt uden skrammer, da udgivelsen præsenterer intet mindre end tre instrumentalnumre. Især numrene ”Lille” og ”Wake” falder igennem, og bliver mere mærkelige end mindeværdige. Forestil dig en boremaskine, der har sat sig fast i væggen, mens tørretumbleren centrifugerer så voldsomt, at den bevæger sig væk fra sin sædvanlige plads og konstant bumper ind i håndvasken. Smid lidt trommer og en smule spoken word-intro oveni og voila, så har du ”Wake”. Det er underligt og unødvendigt, men overraskende nok ikke decideret rædsomt. Bare mærkeligt nok til, at man stopper op og tænker: ”Hvad pokker!?”
Hellere en bidsk brite end en kedelig kroater
Row of Ashes formår at holde energien kørende hele vejen gennem Tide Into Ruin, selvom de nogle steder træffer nogle ret sære beslutninger. Er tre instrumentalnumre for meget? Absolut. Men det er netop modet til at tage chancer, der holder værket levende og interessant. Er du fan af den danske hardcorescene, er udgivelsen klart anbefalelsesværdig. Der er mange øjeblikke på pladen, som den danske scene i årevis har forsøgt at genskabe med blandet held. For sandheden er, at rå autentisk intensitet ikke bare kan kopieres. Den skal mærkes, og det gør man her.