Ingen dikkedarer, kun trve!
Amerikansk black metal (USBM) er tit kendetegnet ved atmosfæriske passager, et enormt mættet lydbillede og/eller diverse input fra andre genrer og stilarter. Intet af dette gælder dog Ritual Clearing fra Connecticut. Dette ensemble spiller, som var de netop landet fra 1990’ernes Bergen; ergo er vi ude i klassisk og ortodoks andenbølge-tribut-black, og her er ingen fine fornemmelser, cowboyhatte, klarinetter eller andre former for dikkedarer – kun corpsepaint, nitter og tremologuitar. Penitence er bandets debut, så lad os da se, om disse amerikanske mørkemænd kan bidrage med noget til en genre, der efterhånden har set og prøvet lidt af hvert.
Mayhem fra WISH
Ritual Clearing lægger absolut ikke skjul på, hvem og hvad de er inspireret af; de gør det faktisk soleklart. Et enkelt kig på de seks sangtitler understreger meget tydeligt, at især Mayhem har været de helt store idoler – hvilket da også er forståeligt. Titelnummerets åbningsriff gør også sit for at emulere blackmetallens svar på ”Enter Sandman”, nemlig ”Freezing Moon”, hvilket er lige dele risikabelt og alarmerende uoriginalt. Det bedste, man vel egentlig kan sige om lige det nummer, er, at det er det korteste på albummet.
Generelt kan Penitence beskrives som et virkeligt dårligt forsøg på at kopiere De Mysteriis dom Sathanas. Det er tydeligt, at Ritual Clearing har hørt det her album mange, mange gange, men der skal sgu mere til end mange hvileløse nætter med hovedtelefonerne på, før man selv kan bedrive kunst på det niveau.
Der er dog enkelte lyspunkter i mørket og små elementer af noget, der vel er beslægtet med potentiale. ”Cold, Forever” kunne have været en ganske udmærket sang, havde bandet fået den rette vejledning, og det samme gælder for ”Deathfog” (ja, gæt selv, hvilke Mayhem-sange den titel er lånt fra!).
Men selv disse meget svage lyspunkter ændrer ikke på, at Penitence samlet set er noget ligegyldigt rod. Der er dårligt nok tale om et originalt værk, for det er så tydeligt, at de fem amerikanere forsøger at genskabe verdens mest kendte black metal-album. De kunne lige så godt have kaldt det De Mysteriis dom Lucifer.
Misforstå mig ej, der er ikke noget i vejen med, at man lyder som sine helte; slet ikke, når man er et komplet nystartet band. Dilemmaet ligger i, at Ritual Clearing gør det på en så klodset og ubehjælpsom måde. De ikke bare lyder som; det, de laver, er tenderende plagiat. De to sidste numre ”Void” og ”Mensis” cementerer netop dette faktum ved at lyde som Wish-kopier af ”Life Eternal” og ”De Mysteriis dom Sathanas”.
Det her er, og bliver, en dårlig kopivare.
Knald eller fald
Lad os lige tage den én gang til for Prins Knud: Penitence er et dårligt album; det er faktisk pivringe. Det er pinagtig uoriginalt og på, næsten, alle måder en træls oplevelse. Det eneste, der ”redder” det her album og derved forhindrer det i at være en 1/10, er, at de – trods alt – formår at vise, at der er en mikroskopisk smule potentiale gemt derinde et sted. Hvis de formår at tappe ind i det samt glemmer at lege kopi-Mayhem og derved finder ud af, hvad Ritual Clearing egentlig er for en størrelse, ja, så kan de, måske, have fat i noget. Ellers må de ryge ud med storskraldet, så kan det være, at Jonas Visti samler dem op.