Riberock og jydemetal
Hvad sker der i Ribe? Tja, du kender måske Aphyxion (hvis ikke, må du hellere komme i gang!), men nu melder ripensiske Rise Upon sig også på banen. Ensemblet har eksisteret i en række år, består af tre knægte på bare 19, og nu er de klar med deres første udgivelse: ep’en Break Me.
Masser af saft og kraft
Skiven består af fire numre fordelt på 21 minutter, og generelt er der en fin bund i lyden og en god nerve i musikken. Drengene har skrevet de fire sange, da de var mellem 14 og 16 år, og har desuden selv stået for både indspilning og mixing – hatten af for det. I det store hele er der meget, som er lykkedes for Rise Upon, men Break Me viser også, at trioen kan blive endnu stærkere.
Bandet spiller en blanding af hard rock og heavy metal, men sniger også nogle lækre melodiske elementer ind i musikken. Point for det. Rytmeguitaren spiller simple – måske lidt for simple – riffs, trommerne skaber et solidt groove på alle numre, og vokalen planter sig solidt forrest i mikset. Forsanger Valdemar synger flot og har en behagelig stemme, men desværre formår han ikke at skille sig ud fra alverdens andre rocksangere; vokalen bliver en kende anonym. I ”Song of Sorrow” er det svært ikke at tænke på 90’ernes grungevokaler, og i ”The Nice Guy” møder vi en mørkere, mere klassisk rockstemme. Vokalen passer fint til Rise Upon, men der er intet – heller ikke på den instrumentale side – som for alvor er fængende eller særegent.
Selvom Break Me er en anelse anonym, viser de tre drenge, at de har masser af potentiale: ”Song of Sorrow” tvinger lytteren i bevægelse, trommerne sidder lige i skabet, og vokalharmonien i omkvædet fungerer rigtig fint. ”The Nice Guy” er måske ikke voldsomt fængende, men den har en god energi, og cirka en tredjedel inde i nummeret smider bandet en storslået synth-effekt på. Om det beriger sangen eller ej, er jeg stadig usikker på, men under alle omstændigheder viser det, at bandet tør prøve nogle idéer af. På ”Just Break Me Down” skaber Rise Upon en fin stemning og en god dynamik, men nogen ørehænger bliver det næppe; der mangler simpelthen noget kapow.
Til sidst vil jeg give et råd: Drop i himlens navn de elendige skrig, der særligt hærger ”Another One”. Måske er det et forsøg på at growle, men det lyder mest af alt som en syg frø, der kvækker – og det passer på ingen måde ind i Rise Upons rockede univers. Man kan sagtens spille hard rock eller heavy uden at growle; det er ”Song of Sorrow” et fint bevis på.
Break Me er et udmærket udspil og en fin start for det unge band. De musikalske evner er til stede, og der er pondus i lyden; nu mangler trioen bare at finde sin egen stil.
