By the Patient - Gehenna

Gehenna

· Udkom

Type:EP
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

By the Patient er godt i gang med at skabe sin egen skandinaviske lyd, og nyeste udspil emmer af mørke, dybde og energi

Tredje udspil fra de mørke thrashede dødsmetaller rummer rigtig meget godt

Jeg stødte første gang på danske By the Patient i forbindelse med en koncert på Roskilde for små fire år siden. Jeg blev dengang mødt af en brutal lydmur, som fungerede pissefedt live, men som ikke fangede mig i højtalerne. Bandets første skive Servants ramte mig aldrig, men tingene ændrede sig med den foregående skive Premonitions, hvor den mørke og thrashede død gik rent ind. Nu er det så tid til tredje udspil Gehenna, og hvilket et.

Der er black, der er død og så meget mere

Albummet starter ud med ”Ruled by Dead”. Et stærkt første nummer, som bærer et tydeligt By the Patient-præg i form af en mørk og beskidt død. Gentagne instrumentelle passager, en vokal der fører nummeret videre, og til sidst de melodiøse stykker, hvor nummeret eksploderer og vokalen stiger en grad i aggression. Det er By the Patient, men med mere mørke og dybde. Næste nummer ”Deceiver” er et mere aggressionstungt dødsnummer. Herefter følger titelnummeret ”Gehenna”. Et nummer der i sin melodiske opbygning minder om ”Premonitions” fra skiven af samme navn. Derefter følger den mere anonyme ”Web of Beliefs”, før ”The Sleep” river i opmærksomheden igen. Skiven rummer et rent instrumentalt nummer ”Nat”, der er uhyre stemningsfuldt, og som bygger op til afslutning ”This Barren Earth” og ”Omnivore”.

By the Patient bliver ofte sammenlignet med bands som Behemoth og Amon Amarth, hvilket jeg især synes gør sig gældende i den mørke og doomede lyd, bandet arbejder indenfor. By the Patient er ikke bleg for at trække på mange forskellige genrer såsom død og thrash. Derudover har skiven et skandinavisk præg i form af en mørk og eftertænksom lyd, der trækker tråde til 70’ernes doomede og beskidte udtryk. Bandet gør meget ud af ikke at lade sig begrænse af genrernes grænser, og bruger derfor fra mange stilarter. Det er ikke altid, at det går godt, men med By the Patient er det formlen på succes.

By the Patient er et band, som stadig er i udvikling, men som samtidig er tættere på at finde sin egen lyd. Fra Servants til Premonitions skete der en del, og der er også sket en udvikling fra Premonitions til Gehenna, men hvor udviklingen fra første skive bar præg af at være et band der skulle finde sit fodfæste, er der denne gang tale om en udvikling i form af udtrykket. Vi har med et band at gøre, som er godt på vej til at definere sin egen lyd. Undervejs har bandet skiftet sanger, hvilket jeg synes, at de er sluppet rigtig godt fra.

By the Patient har fundet formlen på en dansk succes

Jeg er slemt tilfreds med Gehenna. By the Patient besidder et stort musikalsk talent, og en stor forståelse for metallen. Bandet formår at kombinere mange forskellige genre, og er godt på vej til at skabe deres egen lyd, som fx Behemoth har gjort. By the Patient er i mine øjne et af de mest dybsindige bands, vi har på den danske metalscene, og står sammen med Solbrud for at udvikle en slags danske og skandinaviske lyd. En stor anbefaling herfra.

Tracklist

  1. Ruled By The Dead
  2. Deceiver
  3. Gehenna
  4. Web of Beliefs
  5. The Sleep
  6. Snakes
  7. Nat
  8. This Barren Earth
  9. Omnivore