Det svenske progresive metal band Pain of Salvation har eksisteret siden 1991, men gruppen har en endnu længere historie, som starter tilbage i 80‘erne. Selvom bandet nok mest af alt kan karaktiseres som et progresiv metal band, er det dog en meget broget lyd, som kommer ud af højtalerne når et af deres albums bliver sat på, for Pain of Salvation benytter en stor skare af forskellige elementer fra genre som pop, rock, blues, goth og folk med et arabisk præg. Dette gør lyden af Pain of Salvation til noget helt specielt, og jeg skulle personlig lige synke en ekstra gang eller to, da bandets seneste skive Road Salt Two gik igang. Lyden som gemmer sig på skiven er på engang både let genkendelig og noget man har hørt før, men samtidig er musikken for mit vedkommende af en anden lydverden, og noget man lige skal vende sig til. Flere steder på skiven oplever jeg, at jeg mindes kunstnere som Ozzy Osbourne, The Strokes, Opeth, Wolfmother etc. men samtidig er numrene så fundamentalt forskellig fra disse kunstnere, hvilket både er forfriskende men samtidig skide irriterende, da man som lytter har svært ved at placere bandet i forhold til andre, eller det er i hvert den følelse, jeg som anmelder sidder med efter, at Road Salt Two klinger ud.

Men spørgsmålet er så. Er Road Salt Two noget ved?

Hvis jeg skulle svare efter første gennemlytning, vil jeg sige nej. Efter at have lyttet skiven igennem første gang, sad jeg med en følelse af, at det da var fedt nok med et band, som eksperimentere lidt med sin lyd og blanding af forskellige genre, men at det ikke var noget, som fik mig op og ringe. Jeg havde sådan set allerede afskrevet skiven og var på vej til at give den en karakter under middel, men så gav jeg alligevel Road Salt Two en ekstra chance, hvilket var en god beslutning, for skiven rummer så mange lag og stemninger, at man umuligt kan fange disse første gang. Albummet rummer en kompleksitet og atmosfære, som jeg sjældent har hørt før. Hvis man er på udkig efter en skive, som man bare lige sætter på for at få lidt energi i kroppen, vil det personligt ikke være Road Salt Two, som jeg ville sætte på, for hvis man skal have det fulde ud af skiven, kræver det en hvis portion opmærksomhed. Lidt den samme form for opmærksomhed, som jeg tror det kræver at se finere franske film. Denne sammenligning er heller ikke taget ud af ingenting, for Road Salt Two både starter og slutter med en form for violin spil, som jeg forestiller mig blev spillet ved det franske hof tilbage i barokken. Ellers er lyden på Road Salt Two karaktiseret ved rockede guitar passager, en meget vekslende vokal, som skifter mellem almindelig sang, en Ozzy Osbourne lignende stemme og en mere agressiv vokal, og skiften mellem rockede og heavy lydsammensætninger.

Jeg må sige, at det er lykkedes for Pain of Salvation at overbevise mig. Jeg er efterhånden blevet slemt tilfreds med Road Salt Two, selvom genre betegnelsen som metal måske er at tage munden lidt for fuld. Hvis det er brutalitet og aggresivitet man er ude efter, skal man gå langt uden om Road Salt Two. Hvis man derimod er på jagt efter stemning og atmosfære, og man har mod på at blive udfordret, er Pain of Salvation et sikkert valg. Der er ingen tvivl om, at for nogen er Road Salt Two for eksperimenterende og mærkeligt, men jeg synes, at skiven holder hele vejen igennem, og jeg tror, at Pain of Salvation er en skive, som jeg vil vende tilbage til mange gange fremover.