Med ny besætning
October Tide startede helt tilbage i 1995, som et sideprojekt for Katatonia-medlemmer Jonas Renkse & Fred Norman. Efter to albums gik bandet dog i opløsning, og blev først gendannet igen ti år senere, da styrmand Fred Norman på ny besluttede at tage rollen som kaptajn. Han begyndte dog at savne sin familie og inviterede derfor brormand Mattias Norrman med på rejsen først som bassist og dernæst som guitarist, som erstatning for Pierre Stam på bas. Udskiftningen skulle dog ikke stoppe der, så skibet satte atter sejl, og begyndte at traversere samtlige farvande efter ivrige besætningsmedlemmer. Det førte til, at yderligere to kom til, henholdsvis Johan Jönsegård (bas) og Jonas Sköld (trommer), og dermed fuldendte line-uppen, som den er i dag. Med den store udskiftning har lyden også ændret sig drastisk. Hvad der startede som melo-doom, har ændret sig til melo-død med hint af små doom-passager, og derfor var det også spændende at se, om The Cancer Pledge ville opdage et nyt kontinent eller blot træde vande.
Samme havn men nyt skib
The Cancer Pledge sejler i samme farvande som In Splendor Below lagde havn i. Der er stadig doom-elementer at finde på pladen, men de er mere spredte og langt færre, end vi er vant til. Til at udfylde tomrummet er der til gengæld integreret en del thrash ind i ligningen eksempelvis på nummeret ”Blodfattig”. Den store afvigelse fungerer dog kun til dels, for man savner hurtigt de langsomme efterårsinspirerede passager, som var bandets kendetegn før i tiden. Alexander Högbom prøver dog ihærdigt at brøle med til tempoet, selvom det intensiveres adskillige gange, og det skal han have ros for. Dog er nummeret flere sømil for langt, og det er et generelt problem på pladen. ”Unprecedented Aggression” og ”I Know Why I’m Cold” er de værste syndere, og det er ærgerligt, at interessen synker halvvejs, da begge numre egentlig er velskrevne og byder på gode riffs. Generelt er pladen ret strømlinet, og der er som sådan ikke sange, som ikke passer ind i det melodiske univers.
Når October Tide holder sig til at kombinere melo-død og melo-doom, som de er vant til, får piben dog en anden lyd. Især doom-segmenter lig dem på bandets debut Rain Without End skiller bandet ud fra de endeløse oceaner af udgivelser, som vi ser hvert år. ”Tapestry of Our End” og især titelnummeret ”The Cancer Pledge” rammer sømmet på hovedet hvad angår atmosfære, og især guitaren er flere steder decideret hjemsøgende uhyggelig. Jonas Sköld leverer desuden en række alsidige trommevariationer i løbet af skivens spilletid (og de to pågældende numre), og her er niveauet klart højere end gennemsnittet for de gængse melo-død bands. Det er tydeligt at høre, at bandet efter en del udskiftning nu opererer som en samlet enhed, og teknisk set er pladen også godkendt.
De gode gamle dage
Alt i alt fungerer pladen, som den skal, meeeeen alligevel sidder man lidt med følelsen af, at der mangler lidt wow-effekt, eller det ene nummer som får en til at råbe holy shit. Der savnes simpelthen risici og sårbare kompositioner. ”Tapestry of Our End” er det tætteste, vi kommer, men vi når ikke helt barren, som ”12 Day of Rain” fra Rain Without End og ”Of Wounds to Come” fra Tunnel of No Light satte, og det forklarer også meget godt karakteren, vi ender på. Det bliver til seks kranier herfra med ønske om god vind i sejlet i fremtiden.
