Superhypede Oceans er muligvis det nye sort, men der er også plads til forbedringer.

The next big thing

Det er gået rigtig stærkt for det tysk-østrigske band Oceans. For bare tre år siden spillede de fire bandmedlemmer i andre bands, inden de besluttede sig for at slå sig sammen og danne Oceans. Før de overhovedet havde nået at spille live bare én eneste gang, blev de hapset af megaselskabet Nuclear Blast og udgav i marts sidste år deres første EP, Into The Void. Et par måneder senere kom en EP mere, og nu er det hårdtarbejdende band allerede klar med deres fuldlængde-debut, The Sun And The Cold.

En humlebi kan ikke flyve…

Man må smede, mens jernet er varmt, og det må man i dén grad sige, at Oceans er med på. Det uhyre hypede nye navn har på The Sun And The Cold kørt alle kanoner i stilling, og det kan høres, men først skal en lidt krævende præmis dog lige sluges. Stilmæssigt er vi nemlig ude i en hybrid af melodisk death metal og post rock med et stænk af 90’ernes semipoppede nu metal. Forvirret? Det forstår jeg godt. Men tænk Amorphis, Katatonia og Insomnium med blastbeats rørt op med lidt Linkin Park, og så er vi ved at være der. Og så virker det faktisk.

Pladen åbnes med det absolut godkendte titelnummer og efterfølges af det mindst lige så bæredygtige “We Are The Storm”. Fornuftig start. Når man lytter videre, falder kadencen dog en anelse, idet at de velskrevne og aldeles velproducerede skæringer begynder at minde lovligt meget om hinanden. Og det er faktisk rigtig synd, da det er en ret så velafbalanceret og homogen plade. Især i de passager, hvor der går Staind-agtig 90’er-rock i den, ville det klæde det samlede lydbillede, at man varierede tingene en smule. Man må dog undervejs i sin gennemlytning ikke misse hverken det In Flames-inspirerede nummer “Paralyzed” eller det rifftunge “Dark”. Her er der nemlig også noget at komme efter. Den røde tråd er klar og tydelig, og den tematiske balancegang mellem sorg og desperation på den ene side og glimt af håb på den anden er vægtet noget nær perfekt. Og apropos balance, så nyd lige Timo Rottens vekslen mellem ren vokal og growl – det er godkendt.

Det skal nok blive rigtig godt

Ambitionerne hos Oceans fejler bestemt ikke noget. For det meste er The Sun And The Cold en dejlig farverig og tilpas kompleks plade, hvor virkemidler, der, på papiret, ikke passer sammen alligevel skaber mening og sammenhæng efter et par gennemlytninger. Ærgerligt er det dog, at der ikke er lidt mere variation at komme efter, men når alt kommer til alt, er Oceans bestemt et navn, der skal holdes øje med. Det er nemlig ikke bare for sjov, at der er hype omkring dem. Der er noget om snakken.