Mindre NDH og skrigevokal, men stadig en helvedes masse mørke, krig og død
Nachtblut spiller en ganske ualmindelig blanding af gothic metal, NDH (eller bare industrial metal) og pussenusse-black metal tilsat en god omgang cheesy undertoner, og kommer fra Tyskland – hvis altså nogen på nuværende tidspunkt skulle være i tvivl om dét . I disse dage turnerer de deres hjemland tyndt i forbindelse med udgivelsen af deres nyeste album, Chimonas. Nachtblut blev skabt i 2005, og de har siden da udgivet fire albums.
Middelmådig, dyster krigsmetal:
Først lige en positiv bemærkning: Chimonas er så. Meget. Bedre. End forgængeren fra 2012, Dogma. Dogma var muligvis mere melodisk og med flere catchy numre end hvad dette album indeholder, men til gengæld var det også stærkt præget af diverse bands indenfor NDH-genren og decideret irriterende at lytte til fra tid til anden. Heldigvis er mange af de træls elementer fra Dogma lagt på hylden, og Chimonas er på mange måder et meget lyttervenligt album.
Foruden de førnævnte elementer fra diverse subgenrer, så hopper Nachtblut for et kort øjeblik, i nummeret ”Wien 1683” over i noget, der minder om folk metal – og det er ærlig talt lidt forvirrende og malplaceret, eftersom det ikke rigtig går igen i løbet af resten af nummeret. Dog er ”Wien 1683” i sig selv et ganske udmærket nummer, der i bedste Ensiferum-stil underholder lytteren med storladen krigsmetal om ”Freiheid oder Tod!”. Dette nummer er også et af de få, hvor vokalen faktisk er meget effektfuld og formår at tilføje noget dystert til albummets helhed. I majoriteten af numrene er den decideret irriterende at lytte til, fordi den er så bevidst skinger. Især er det rigtig, rigtig slemt i ”Dort wo die Krähen”. Dog er jeg stor fan af at lyrikken er på tysk – det klæder også musikken og dennes dystre atmosfære rigtig godt.
I det hele taget er Chimonas et yderst dystert album – men ikke på black metal-måden. Vi befinder os med Chimonas snarere ovre i det der industrielle gothic/NDH-agtige hjørne af metal, hvilket de mange melodiske elementer også peger i retning af. Som jeg var inde på i starten, er dette album dog ikke så præget af NDH som det forrige, hvilket kun er godt. Til gengæld er de enormt svære at genrebestemme, hvilket irriterer mig en smule. Temaerne kredser om krig, død og religion, hvilket som sådan passer meget godt sammen, og Nachtblut formår da også at skrue noget udmærket lyrik sammen. Der er mange temposkift undervejs i albummet, og for hver gang der er et nummer med skrigegrowl og højt tempo, kommer der senere et mere stille, melodisk nummer.
Svært at genrebestemme – men stadig ret godt
Jeg er nu engang perfektionist, og ville gerne kunne klassificere Nachtblut som værende en konkret genre, men det er desværre ikke muligt. Til gengæld kan jeg oplyse om at Chimonas, hvis man efter denne anmeldelse har lyst til at give sig i kast med en gennemlytning, er et ganske udmærket album, der indeholder mange dystre, episke undertoner, og for det meste er ganske behageligt at lytte til – om end det på ingen måde er nyskabende. Men det behøver det nu heller ikke altid at være.
