Return of the Mutants
Supergruppen Mutoid Man har siden sin spæde start været et yderst produktivt band. Dette til trods for at trioen består af Steve Brodsky (Cave In, Old Man Gloom), Ben Koller (Converge, All Pigs Must Die, Killer Be Killed) og Jeff Latz (High on Fire), hvor Mutoid Man er et sideprojekt for dem alle. Siden de blev dannet i 2012 og til 2017 har de spyttet en EP og to albummer ud, hvilket er mindre karakteristisk for et sideprojekt. Desværre har det stået lidt stille siden deres seneste udgivelse, War Moans (2017), men nu er de altså klar med endnu et album, Mutants. Så spørgsmålet er, om den lange ventetid har lagt en dæmper på deres evige eksplosive og genreflydende musik, som er fyldt med fjollerier og lækkerier.
Mutationen er komplet
Mutoid Man er tilbage, helt som vi kender dem, og dette står allerede stjerneklart i åbneren, “Call of the Void”, som også var første single. Her stråler guitarist og forsanger Brodsky klart igennem med sin store musikalitet. Omkvædet og melodierne er svære ikke at få på hjernen og har næsten en storladen energi over sig, som vil passe perfekt til en stadionrockscene. Guitarmelodierne fræser af sted, og der ingen tvivl om, at lyden og melodierne er en vaskeægte hyldest til 80’ernes heavy metalscene.
“Broken Glass Ceiling" er også et fremragende eksempel på trioens evne til at skabe ørehængende kompositioner og flydende skifte genre. I sangens første tre minutter er det progressiv stonerrock, i stil med hvad man hører fra Queens of The Stone Age, bare med et tungere islæt i lyden. I sangens sidste minut sætter Koller virkelig damp på trommerne, der buldrer som torden i lydbilledet. Her skifter sangen totalt karakter. Det bliver nærmest et thrash- og dødsmetalstykke med en feature fra Nate Newton (Converge, Cave In, Doomriders), som brøler igennem med sin kraftfulde vokal. Skiftet foretages så flydende og elegant, at det kan få selv en balletopførelse i Det Kongelige Teater til at fremstå en anelse uelegant i sammenligning med mutanterne.
Af alle Mutoid Mans udgivelser står Mutants som den skarpeste med hensyn til mikset. Alt har den rette vægt, og der en mesterlig forståelse for, hvornår noget skal lyde rent eller mere forvrænget og beskidt. Det er svært ikke at elske introen til for eksempel “Graveyard Love” med den groovy og forvrængede bassintro, der godt kan minde om introen til den legendariske “Ace of Spades” med Mötorhead. Alt rosen til trods, så er der huller i osten, og det er de samme huller, som Mutoid Man altid døjer med. 38 minutters spilletid er bare for lang tid til dem med al energien, fartbriller og fuld knald over feltet. Her skal man enten byde lytteren en pause eller trimme fedtet lidt mere, så det enten bliver en kompakt bombe med eksplosive riffs og melodier eller et album, som tilbyder mulighed for at fordøje det store musiske kalorieindtag. Det vil i øvrigt også gøre, at det føltes lidt mindre som et jam-band, som det nogle gange har tendens til.
Kærkomne mutanter
Efter den lange pause er det rart at høre, at Mutoid Man er tilbage i topform. Pausen har på ingen måde lagt en dæmper på deres energiske og legende tilgang, der indeholder en masse eminent sangskrivning. Jeg synes ikke, der kan herske nogen tvivl om, at dette er deres bedste udgivelse til dato. Der er flere mindeværdige melodier end nogensinde, og pladen er vanen tro smækfyldt med genregølgeri. Det virker mærkeligt at sige, at den største kritik er mangel på variation, når der leges med genrer på et aktivitetsniveau svarende til det, som børn i boldrummet på McDonalds har. Man efterlades dog lidt higende efter variation eller en mere kompakt oplevelse. En oplevelse, hvor vi får 25 eksplosive minutter med det, der er kernen af Mutoid Man anno 2023. Har du ikke hørt om “Mutoid Man” før, så er der intet bedre tidspunkt end nu til at hoppe med på mutantmobilen.
