Morne - Engraved with Pain

Engraved with Pain

· Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Post-metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7,5/10 baseret på 2 stemmer.

I efterårets forfald finder vi skønheden i forandring

Når tunge regndråber plasker ned på ruden, og alt føles uoverskueligt og uden for rækkevidde, kan man trøste sig med , at man langtfra er den eneste, som har det sådan. Faktisk lider 5 % af den danske befolkning af, hvad vi kalder ”vinterdepression”. De skiftende årstider påvirker nogle mennesker mere end andre, og det er især fraværet af lys, som skaber tristheden og behovet for at sove mere end om sommeren. Nogle tyer til piller, andre til lysbehandling – men jeg vil gerne foreslå en alternativ form for medicin: doom metal. Denne stemningsfulde genre fra metallens verden ånder og lever for sin atmosfære og kan for alvor få en til at drømme tankerne væk, mens man sidder med en kop varm kakao i hånden. Morne fra Massachusetts’ forrige plade, To the Night Unknown, fandt ved et rent tilfælde sin plads på min playliste tilbage i 2018, men endte med at blive der et par år. Amerikanerne er nu klar med deres femte album, Engraved with Pain, som bliver beskrevet som en kombination mellem post-metal og doom.

Doom, doom, doom, doom – I want you in my room”

Det er lige så sikkert, som at Danmark skal til EM, at Morne er dygtige og tålmodige kunstnere. Kvartetten går systematisk til værks og opbygger langsomt lag på lag på lag, indtil det hele kulminerer i en præcis udladning af følelser og storhedsvanvid. Med spor på mere end otte minutter i gennemsnittet kræver det både tålmodighed og opmærksomhed fra lytteren, og det lægger Morne heller ikke skjul på fra start. Selvom de fire numre skal ses som et samlet værk, er pladens korteste nummer, ”Wretched Empire” mit personlige højdepunkt. Det starter med et kraftfuldt basriff, som sanseløst smelter sammen med atmosfæriske guitarakkorder, mens trommerne ligeledes gradvist intensiveres. Overgangene er komplet flydende, og det skaber et flot nummer, der sagtens kan stå på egne ben, selvom det ikke er intentionen.

Dog vil jeg sige, at selvom jeg er godt tilfreds med albummet, ærgrer det mig en smule, at det hele er så genkendeligt. Klimakset kommer omtrent samme sted i hver sang, og man kan nærmest på sekundet gætte, hvornår næste temposkift vil komme. Udover ”Wretched Empire”, der ’kun’ er otte minutter, er der ingen korte skæringer, der giver pusterum, og bandet har endnu ikke bevist, at de også formår at bygge momentum på endnu kortere skæringer. Selvom mængden af gentagelser er at forvente, er titelnummeret ”Engraved with Pain” en kende for stagnerende. Ingen forventer, at en sang med stærke doom-elementer peaker konstant, men interessen skal den dog formå at fastholde. Med det sagt er der stadig flotte momenter i nummeret såsom den konstant skiftende basgang eller den flotte brug af breakdowns til at intensivere de følgende perioder.

De resterende to numre, ”Memories Like Stone” og ”Fire and Dust”, byder også begge på glimrende øjeblikke, men alle fire numre er dog plaget af én ting: det vokalmæssige. Milosz Gassan leverer samtlige skrig på en frustrerende endimensionel måde, og der er hverken cleans, growls eller skyggen af løftede toner, når han folder sig ud. Her kunne bandet godt lære lidt af Godthrymm og deres forsanger, Hamish Glencross, der leverede en yderst prægtig præstation på deres Distortions-album.

Tålmodighed er en dyd

Selvom Engraved with Pain bokser mellem at være post-metal og doom, er der gode elementer fra begge genrer at finde. Albummet er som et galleri af flotte overgange, og teknik er der rigeligt af. Det er dog ikke helt på niveau med forgængeren To the Night Unknown, og det afspejler karakteren også. Morne forbliver dog Morne, og mon ikke deres mest loyale fans egentlig er ret lykkelige for dette.

Tracklist

  1. Engraved with Pain
  2. Memories Like Stone
  3. Wretched Empire
  4. Fire and Dust