Geder er populære som aldrig før
Spørger man en tilfældig person i den vestlige verden om, hvilken mælk de drikker, vil svaret med al sandsynlighed være en variant af komælk med et mindretal af hipstere og folk uden normalt fungerende organer, der sværger til plantemælk. Men at det netop er komælk, der står for hovedparten, er ganske interessant, når det rent faktisk er gedemælk, der er det mest populære mælkeprodukt verden over. Gedemælk står for hele 65-72% af verdens forbrug af mælkeprodukter. Om denne tankeproces har strejfet tyske Milking the Goatmachine ved jeg ikke, men det ændrer ikke på, at bandet er klar med deres niende plade på bare 14 år – Nach uns die Grundflut.
Tysk humor er bestemt ikke noget at grine af
Skal man være så produktiv, kræver det også en rimelig skarptskåret skabelon for, hvad man gerne vil spille. Og som det var tilfældet på de otte foregående plader, så byder Nach uns die Grindflut også på moderne dødsmetal sømmet fast på et punk- og grindskelet med lidt deathcore-strejf hist og her. Selvfølgelig med et gennemgående gederelateret tema.
Det er dog, når Milking the Goatmachine vælger at dreje på det brægende idiotiske hjul og hive elementer, der intet har at gøre med moderne grindet død og core, ind fra højre, at jeg overvejer, om minimælken skal have fingeren. Og i denne omgang er hjulet landet på klassisk norsk black metal. ”Kackeball”, ”Rettet den Wald… esst mehr Biber” og ”Raus mit die Viecher” buldrer alle afsted i klassisk punket og skramlet hovedet-under-armen groovy gedestil, men ud af ingenting vælter en nordmand og fyrer op for en gang Mayhem- og Darkthrone-hegn. Det er totalt meningsløst, men det fungerer upåklageligt. Den tyske duo har efterhånden gjort det til en kunstart at få alverdens atypiske elementer til at passe ind i deres musikalske univers – selvom det nok er de færreste, der vil bruge ordet kunst i forbindelse med grindcore.
Dog er der ingen af pladens resterende 11 numre, der begiver sig ud i disse meningsløse, men fantastiske indslag. ”Stallhall” har da et udmærket groove, men det er et groove, som bandet har genbrugt igen og igen i de sidste 14 år, og det er efterhånden mere tyndslidt end myten om, at geder er altædende. Og ”Ein Brett im Kornfeld” fortjener prisen for årets autopilotnummer. Faktisk lyder resten af pladen cirka lige så interessant, som jeg forestiller mig, at håndmalkning af en flok geder er. Jeg mangler de dumme jokes, de fjollede ordspil på velkendte metalnumre og i det hele taget den humor, der plejer at gennemsyre en Milking the Goatmachine-plade. Ja, ”Ein Stall am Wörthersee” og ”Mutter der Mann mit der Milch ist da” åbner med humoristiske lydklip, men har man stadig sin 9. klasses tyskaversion intakt, så falder det totalt til jorden. Gad vide hvorfor at bandet har valgt at udgive en hel plade på tysk, når de otte foregående har været 99% engelsksprogede. Og som prikken over i’et på denne jævnt irriterende plade kommer produktionen. På tidligere plader har den været passende grovkornet og beskidt, som det sig hør og bør i grindet død, men på Nach uns die Grindflut minder produktionen mest af alt om indretningen på et hospitalsventeværelse. En anelse til den pæne side, men dybest set intetsigende. Og intetsigende er nok også det bedste ord til at opsummere de tyske geders niende udspil.
Jeg køber stadig minimælk
Hvorfor Nach uns die Grindflut eksisterer, forstår jeg ikke. Det er en mere eller mindre ligegyldig plade, der udelukkende appellerer til den tysktalende del af bandets lyttere og lader resten stå med en oplevelse, der lyder som noget, der burde have været udgivet før debuten Back From the Goats… a Goateborg Fairy Tale. Ja, der er et par udmærkede numre og nogle gode, men overbrugte grooves, men det er ikke meget at fylde tre kvarter ud med. Så hvis man vil gøre sig selv en tjeneste, så arkiverer man denne plade lodret og hiver i stedet den ti år gamle Clockwork Udder frem.