En ordentlig moppedreng
Solemnity frontfigur Sven The Axe (Sven Sostak) er klar med sit nye projekt Melancholost. Her fokuserer tyskeren på det okkulte, og det kommer til udtryk på de 15 sange, som udgør debutpladen Tales From The Poisoned Apple. Og der er tale om 15 numre, her er ingen introer eller kedsommelige spokenword-skæringer. Det hører efterhånden til sjældenheder med albummer, der har en spilletid på over 66 minutter med ren og skær musik. Det må kræve en stor arbejdsindsats, eller hvad? Det kommer jeg ind på nu.
Sven, A og I
Jeg var til en konfirmation i år, hvor en farbror til den unge hovedperson satte flyers op med QR-koder, som ledte gæsterne til en hjemmeside, hvor de kunne fortælle om minder, de havde med og om konfirmanden. Senere på eftermiddagen, hvor farbroren holdt sin tale, havde alle anekdoterne været en tur forbi en meget dygtig – og hurtig - sangsmed. På den medbragte boomblaster bragede nu en utrolig fængende og glad lejlighedssang ud. Så nemt kan det gøres, og som den gamle generation altid har sagt: ”Det er utroligt, hvad man kan i dag”.
Sven The Axe er hovedmanden bag Melancholost. Han bakkes op af en keyboardspiller og en trommeslager, som ønsker at være anonyme, vi kunne jo kalde dem Arne og Inga. Og hvorfor nu det? Fordi hele det her foretagende lugter fælt af AI. Det er efterhånden ikke noget særsyn med AI genererede musikvideoer, men musik er jo skabt til øregangene, så det er da heldigvis frivilligt, om man vil krydre oplevelsen med at kigge på det bras. Lytter man så udelukkende til skiven, ja så bliver man ikke mindre mistroisk, for det lyder ganske enkelt for godt og generisk til at være sandt.
Melancholost spiller melodisk gothrock med lidt doom undertoner hist og her. Det melodiske aspekt er særlig fremtrædende, og det giver musikken en lethed, som står i direkte kontrast til det mørke tema, som pladen kredser om. Sostak nørder virkelig rundt i den okkulte fantasy. Således får vi på ”Abramelin” historien om Abraham af Worms, en magimester fra det 15. århundrede. Mod sangens slutning lyder vokalen hysterisk, nærmest besat. Sostaks forklaring er, at han inden indspilningen har hidkaldt Abrahams genfærd og bedt det deltage i sessionen. Efter optagelserne skulle nogle af sporene så have indeholdt de her vanvittige lyde. Jeg kan godt lide sangen, for den virker nogenlunde ægte, jeg tvivler trods alt på, at Arne og Inga har fabrikeret den sindssyge slutning.
Sostak synger udmærket, og mange af sangene starter i det dybe register, og slutter markant højere oppe, eller også har de et omkvæd, der synges i et højere toneleje. Melodierne i vokalen er fænomenale, og sammen med den megen tekst fungerer det rigtig godt. Tekstuniverset er enormt, og er man til oldtidsmagi, trolddom og tarotkort, så er det en guldgrube at dykke ned i. Det kræver blot, at man investerer i den fysiske udgave, for der bliver sunget så meget tekst på hver eneste sang, at det er umuligt at følge med undervejs. Den fysiske udgivelse kommer med en 16 sider lang booklet.
Det afgørende bevis?
Min hovedforhandling kommer til at dreje sig om AI, for jeg har en trumf tilbage. Det meste software, der bruges til fremstille AI musik, kommer med mere end ét forslag, når man har indtastet sine dessiner. Og minsandten om ikke Melancholost også har to versioner af samme sang på albummet. Gider jeg at beskrive dem? Ikke rigtigt, men jeg kan godt afsløre, at de begge er utroligt iørefaldende og stringente, præcis som det jeg oplevede til konfirmationen, og som det er tilfældet med det meste AI producerede musik. Jeg er ikke ekspert i AI – overhovedet ikke – det er muligt, jeg tager fejl, og så skal jeg da være den første til at undskylde. Omvendt kan jeg også have undervurderet tilstedeværelsen af AI, for er det overhovedet Sven The Axe der synger? Spiller han guitar? Har han selv skrevet de omfattende tekster? Jeg kan kun konkludere, at indicierne er til stede.
Jeg har valgt ikke at give pladen nogen karakter, fordi jeg ikke kan gennemskue, hvor meget reel kreativitet der ligger bag produktet.