Blandt de bedste
Der er for mig at se ingen tvivl om, at Lorna Shore er et af de mest interessante bands i verden lige nu – og dét mest interessante indenfor deathcoregenren: Bandet slog benene fuldstændig væk under mig og tilsyneladende også mange andre med mesterværket Immortal fra 2020, og året efter fulgte de trop med den næsten lige så fantastiske ep …And I Return to Nothingness. Sidstnævnte markerede desuden en vigtig milepæl for bandet, idet den var første udgivelse med dygtige Will Ramos bag mikrofonen. Og oh lord, hvor er han en stor gevinst for Lorna Shore. Det beviser Pain Remains med al tydelighed.
Endnu en tur i sølet
Ja, for hør bare vokalen i ”Into the Earth” eller ”Cursed to Die” – den er konsekvent tung og ubehagelig, men fuld af variationer og små nuancer. Det er simpelthen en fornøjelse at lytte til, hvordan Ramos konstant træffer de rigtige beslutninger på denne plade og serverer en af de stærkeste og mest knusende vokaler i genren – helt på niveau med, måske endda bedre end, eksfrontmand CJ McCreery. Det er ren katarsis.
Instrumentalt er der også utrolig meget at begejstres over på denne plade, for Lorna Shore fortsætter heldigvis sin færd udi svulstig og højstemt symfonisk blackened deathcore. Forestil dig, at Dimmu Borgir smeltede sammen med Carnifex – eller tænk i retning af Shadow of Intent og Signs of the Swarm. Bare bedre. Meget bedre. Mens ”Apotheosis” leverer fornemt guitararbejde fra Adam De Micco og Andrew O’Connor, cementerer ”Sun//Eater” én gang for alle bandets uovertrufne sans for at forene det patosfyldte og højstemte med det destruktive og knusende. Og ”Wrath”, ja den river bare hele lortet ned. Det er tungt, ondt og lige, som det skal være.
Til sidst får vi ”Pain Remains”-trilogien, som består af ”Dancing Like Flames”, ”After All I’ve Done, I’ll Dissapear” og ”In a Sea of Fire”. De tre numre skal klart høres i direkte forlængelse af hinanden – som én lang skæring – og selvom alle passager ikke er lige interessante, er en trilogi som denne et både spændende og ambitiøst projekt fra newjerseydrengene. Mere af den slags, tak!
Et band, der har knækket koden
Det kan egentlig siges meget kort: Pain Remains er en fantastisk god plade, og hvis du synes om bandets tidligere udgivelser, vil denne med garanti også falde i god jord. Der er nemlig ikke nogen store overraskelser eller afvigelser: Stilen er den samme, og niveauet er stadig tårnhøjt. Den eneste anke, jeg kan hive frem, er, at albummet med sine mere end 60 minutters spilletid er lige til den lange side, og at noget af den woweffekt, der var på Immortal, ikke helt er til stede på samme måde. Men ok, det ændrer ikke på, at Lorna Shore har begået et fandens solidt album. Igen.
