Nyt Liv - Den døde sol

Den døde sol

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hardcore, Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Nyt, nyt, nyt, det er lige meget

Hvor længe kan man blive ved med at kalde noget nyt, for nyt? Er det, indtil der kommer en ny model? Nok ikke, for i så fald er den stolte østtyske Trabant 1.1 stadig ny, trods produktionen stoppede i 1991. Er det så i en given årrække? Det er nok mere rigtigt, men hvor længe er denne årrække? Cirka et år – i hvert fald hvis man kigger på politiske partier og smartphones. Så nu kan man spørge sig selv: Burde hardcoregutterne i Nyt Liv ikke have overvejet at udgive deres nye plade Den Døde Sol under bandnavnet Nyt Liv 2, S, X eller den mere tvivlsomme Liberalt Liv?

Mænd kan ikke multitaske

Men hvorom alting er, og hvad Nyt Liv burde hedde, så er det stadig hardcore, som kvartetten tager udgangspunkt i. I forhold til debuten, Ensomhedens Kolde Kald, virker det dog til, at tempoet er skruet en anelse ned, og der er blevet kigget lidt mere i retningen af den mere konventionelle rock. Hvilket måske forklarer, hvorfor bandet ofte bliver beskrevet som alternativ hardcore.

Det er dog stadig, når Nyt Liv omfavner hardcoren, at det virkelig fungerer. ”Givet Op” er lettilgængeligt, men alligevel lige-på-og-hårdt hardcore, hvor Michael Aagesens ligefremme lyrik også virkelig brillerer. Bandets lyriske side vil muligvis dele vandene, men der er nu engang noget ultrapunket og modigt over lyrik, der er helt nede på jorden, og hvor højtflyvende metaforer og eksponentielt stigende lixtal får fingeren. Når ”Mens Livet Forsvinder” så også går i tyngden og bliver lidt metallisk i sit udtryk, så kilder Nyt Liv for alvor steder, der kun bør ses bag lukkede døre.

Efter disse to numre, så begynder det desværre at halte lidt for Nyt Liv. Numre som ”Dit Liv” og ”Flygt” vil gerne appellere til både punkere og det bredere rocksegment, men i sidste ender bliver det lidt som en dans mellem to stole, der ender med at falde i midten og et forstuvet håndled. Hvilket så gør, at selv en kort aggressiv sag som ”Sluk Lyset” virker lidt halvhjertet og uden lige så meget slagkraft, som ”Ingen Fast Form” havde det på debuten. Ikke at det skal forstås som værende pivringe, men det er heller ikke noget, der får spændingskurven til at pege voldsomt opad.

Dog formår bandet at ramme noget næsten unikt på ”I Mørket”. Alt der hedder punk, hardcore og højenergisk guitar kastes bort, og i stedet bydes der på et stemningsfuldt, smukt og melankolsk nummer, der på trods af at være helt uden for Nyt Livs stil nok er et af bandets bedste numre. En imponerende lukker der viser, at Nyt Liv trods alt godt kan lykkes med andet end hårdtslående hardcore.

Træf et valg

Nyt Liv er et fremragende hardcoreband, det kommer vi ikke udenom. Som lytter bliver man i den grad hevet og tæsket rundt og får leveret et par sandheder eller to, råt for usødet, og der er ikke en finger at sætte på leveringen. Dog burde bandet holde lidt igen med at udforske de mere rockede elementer af deres lyd – medmindre de da vælger at gå all-in på dette, da det også fungerer glimrende. Men at give sig i kast med den bløde vare, det er hverken band eller lytter godt tjent med.

Tracklist

  1. Givet op
  2. Mens livet forsvinder
  3. Grå dage
  4. Dit liv
  5. Føler ingenting
  6. Flygt
  7. Begrav dig selv
  8. Sluk lyset
  9. I mørket

Kommentarer (2)

Julian Hansen

Rimelig fedt

Har et fedt punket udtryk, bare mere metallet og mixet med en portion hardcore og rock derudaf, det er ret punket, men med et andet tekst univers der drejer sig mere om oprør på et personligt og generelt livsmæssigt plan end ren og skær politisk vrede og det til tider ret enerverende "ACAB" approach som bands specielt fra Ungdomshus miljøet som Skarpretter og Paragraf 119 praktiserede meget, det her er ikke ren og skær punk, og det er ikke politisk og glødende venstre orienteret og anarkistisk, dog med nogle af de samme grundpiller i selve udtrykket og lyden.. Lyder som det perfekte band at opleve lidt små stiv med en fadbamse i hånden på et mindre spillested med venner, godt humør og en god omgang poke og moshpit hvis man vil det, og coverartet er dejligt udefinerbart genremæssigt, ligner lidt et TV2 cover, men lyder slet ikke som TV2, hvilke nok er en underdrivelse.. Men fedt førstehånds indtryk! :-)

Mit navn

Julian er komunist

Det hedder rimeligt. - og helst temmeligt.