Ingen undtagelse
Fem år er gået, siden vi sidst hørte nyt fra Lamb of God. Den længste periode bandet har ladet vente på sig, mens fans verden over spændt må vente på, hvad kvintetten denne gang har i gemmerne. Bandet har været igennem meget, og denne gang er ingen undtagelse, idet et af de bærende elementer i form af Chris Adler har forladt bandet og i stedet er blevet erstattet af den rutinerede Art Cruz. Spørgsmålet må være på alle fans læber: Hvordan klarer den nye mand sig bag trommerne, og kan han løfte arven videre? Har bandet stadig kreativiteten med sig, når en så vigtig del af bandet netop forlod dem, fordi han følte den kreative proces var gået i stå, og i så fald, havde han ret? Det er netop det, denne anmeldelse vil dykke ned i.
Alt godt fra gemmerne
Endnu engang har Lamb of God noget at bevise, og det er beundringsværdigt, at de igen har samlet stumperne sammen og produceret deres tiende studiealbum. Som en del af bølgen af New Wave of American Heavy Metal, har de i mange år været en af sværvægterne og skabt sig en enorm fanbase verden over. Med hovedværket Sacrament og et utal af andre vigtige udgivelser er der i den grad noget at leve op til, når standarden er sat høj, som vi ved, Lamb of God kan levere.
Albummet her er måske det mest Lamb of God-lydende album, som Lamb of God hidtil har udgivet. Der er intet nyt under solen, og albummet spiller på samme tangenter som de tidligere albums. Det er det sikre valg, som herrerne fra Virginia har taget, men er det lig med, at det nødvendigvis er det gode valg?
Pladen byder på ti forskellige numre og indledes med ”Memento Mori”, som er den stemningsfyldte anden udgivne single. Dette nummer er et af højdepunkterne på pladen. Den er eksperimenterende og afviger strukturmæssigt fra de andre numre. Den stemningsfyldte og dystre intro med Randy Blythes hviskende vokal giver sangen et spændende præg, og det hele kulminerer, når resten af bandet i vanlig Lamb of God-stil sparkes i gang. Den latinske frase ”Husk, at du skal dø” passer godt til dette nummer, hvis du forestiller dig fanget i en mosh pit til denne sang ― desværre noget vi må vente med i disse tider.
Resten af albummet er som skåret ud af Lamb of God-formularen med thrashede og groovy passager, tunge breakdowns og shreddede guitarsoloer. Fra den thrashede ”Routes” med hjælp fra selveste Chuck Billy fra Testament, hvor man sidder med følelsen af, at potentialet desværre ikke helt bliver forløst, til den brutale ”On the Hook” som byder på blastbeats og langsomme tunge hooks. Blythe lyder ond og vred som aldrig før på et nummer som ”Resurrection Man”, der tonser afsted i et lidt langsommere tempo, og tempoet skrues op i et 80’er-klingende trash metalriff halvvejs inde i sangen, og det er godt og vel den struktur, sangene bæres igennem af.
Det hele er utrolig velspillet, og bandet virker i toppen af sit game. Desværre er det bare ikke nok til at indfri den standard og de forventninger, man sidder med, inden man smækker albummet på. Det hele virker som noget, der kan håndplukkes fra tidligere albums, både melodierne og guitarriffsne virker uinspirerede ― der mangler et eller andet. Strukturerne og opbygningen i numrene er ens, der er ikke nogen afstikkere som på tidligere albums udover tidligere nævnte ”Memento Mori”, der sidder fast på nethinden.
Og det er måske det væsentligste problem ved dette album. Sangene er i og for sig fine, men der er ikke meget, der sidder fast efter adskillige gennemlyt, og det er en skam, når man ved, hvilke kvaliteter bandet besidder, især fordi betingelserne er så gode. Vi har en Blythe i topform, Mark Morton, John Campbell og Willie Adler spiller ligeledes røven ud af bukserne, men kreativiteten er væk, og nu til det store spørgsmål, hvor mange fans ivrigt vil nærlytte og være nøjeregnende: Hvordan klarer den kære Art Cruz det bag tønderne? Og til det er svaret ja, der er en forskel. Hans sæt lyder en anelse mere poleret på lilletrommen, og hans fills er ikke lige så levende, men han har sin egen stil og det komplimenterer bandet godt. Det er ikke noget, man kan klandre dette album for, og en Chris Adler havde næppe været frelseren.
Dommen
Man sidder med blandede fornemmelser, efter spændingen er blevet forløst. Det er ikke noget dårligt album, men det er heller ikke i nærheden af at være i toppen af det, som Lamb of God kan levere. Man sidder med fornemmelsen af, at Chris Adler havde fat i noget, da han forlod sit livsværk, fordi det var gået i stå. Det er et album, der både viser og indfrier de kvaliteter, bandet har, men også mangel på samme. Når det så er sagt, er det dejligt at høre nye toner fra bandet igen, og de om nogen viser, at der skal mere end en pandemi, retssager og udskiftninger i bandet til at slå dem ud. Og det er helt klart et album, som mange fans og lyttere sikkert vil nyde, da det er let tilgængeligt og byder på masser af nakkevridende passager. Men når barren er sat så højt, må man forvente mere end noget, der virker som middelmådige b-sider og genbrugsriffs. At albummet stadig får 6 kranier ud af 10 mulige med afsæt i det vidner også om, at Lamb of God er nogle af mastodonterne i denne genre.
