Jeg ved godt,  hvilket Korea det her minder om

Svenske Korea har begået deres tredje album på 14 år,  og med syv år siden deres sidste   kunne man godt tro, de havde haft tid til at skrive noget ordentligt musik, men desværre er dette album nøjagtig ligeså kedeligt som sine forgængere. Faktisk fristes jeg til at kalde det decideret irrelevant, da de genremæssigt læner sig op ad bands, der stormede frem for, ja, 14 år siden.

Worst Korea

Jeg har haft overmåde svært med denne anmeldelse. Først og fremmest tog det mig flere forsøg at nå hele pladen igennem uden at slukke for den, sjældent har jeg spildt min tid så meget på et album. De havde svært ved at fastholde min interesse, og jeg tog flere gange mig selv i at blive decideret irriteret på deres musik. Faktisk har jeg næsten kun negative ting at sige om hele konceptet, både deres halvhjertede forsøg på at gå Refused i bedene på tamme ”Elektra”, den næsten pinlige ”Exodus”- der i mine ører lyder som et whiny Creed, hans svengelske udtale i den tåbelige ”Corner Of My Own” og det generelle lave niveau, der gennemsyrer hele pladen. Musikken er intetsigende, det er radiovenlig skumfidusrock til ængstelige teenagere, der ikke tør høre Linkin Park, og jeg bliver decideret deprimeret af det, på den måde kun dårlig musik kan gøre. Jeg vil faktisk gå så langt som at kalde det for power emo, og sammenlignet med deres tidligere udgivelser er der intet nyt under den blege sol.

Det absolut eneste positive jeg har at sige, er, pudsigt nok, om forsangerens ellers tyndbenede og nasale stemme. Selvom den er klar, og han kan ramme tonerne, byder den på ingenting overhovedet – på nær på ”Abyss”. Når han virkelig strammer sig an og rammer de helt høje toner, opfanger jeg et glimt af, hvad han rent faktisk kan, for hans stemme bliver engleblid, og jeg tilgiver ham modstræbende for at være fuldstændig blottet for både pondus og særpræg.  Det er ikke fordi, der er noget i vejen med, hvordan resten af bandet spiller, det er det, de spiller, der er alt i vejen med.

Ellers tak

Det er på ingen måde sjovt at skulle svine andre menneskers udførelse af deres levevej/hobby/whatever til, når man ikke selv kan så meget som at spille på claves uden at skulle have hjælp af en voksen. Men helt ærligt; når man sætter sig ned for at lave musik, må det godt være med hjertet. Hvis alt du har på hjerte er tekster, der er lige så banale som Seebach jr., og din musik er som Linkin Park uden de ting, der gør ondt, burde du nok overveje at skifte genre. Eller branche.