King of Asgard - Karg

Karg

· Udkom

Type:Album
Genrer:Viking metal, Folk metal
Spilletid:49.50
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vikingerne, King Of Asgard, er atter på musikalsk krydstogt – denne gang med det atmosfæriske album, Karg

Introduktion

Svenske King Of Asgard har været på banen siden 2008 og gør sig inden for melodisk Viking / Death Metal med en snert af Black. Bandet blev dannet af de to tidligere Mithotyn medlemmer, sanger/guitarist Karl Beckman og trommeslager Karsten Larsson. I 2009 kom bassisten, Jonas Albrektsson, til og i 2010 udgav King Of Asgard deres første studiealbum, Fi’mbulvintr, hvorefter de valgte at udvide med endnu en guitarist - nemlig guitaristen, Lars Tängmark. I 2012 fulgte det andet studiealbum, … to North, der ligesom det første, var indspillet i Sonic Train Studios i Varberg, i samarbejde med Andy LaRocque. Begge albums fik ganske gode anmeldelser, og nu er King Of Asgard klar med deres tredje udspil, Karg

Gennemgang

Karg udkom den 18. juli via Metal Blade Records, og er indspillet i Sonic Train Studio, i samarbejde med Andy LaRocque og Olof Berggren. Albummet består af ni numre, der strækker sig over i alt 49 minutter. Dette album har den samme sprøde lyd, som King Of Asgard leverede på de to forgængere, og de har igen ramt det nærmest primitive touch spot on, som passer så perfekt til stilen. Nummeret "The Runes of Hel", der skyder albummet i gang, rummer sådan cirka det hele; der er den fæle og sprøde vokal, fængende riffs og hypnotiserende melodi. På albummet får vi både atmosfærisk melodi, melankoli og aggression, leveret gennem både instrumenter og vokal. På flere numre, som f.eks. "Omma", er der en ret hypnotiserende stemning, der bl.a. skabes af noget kor-brummen (jo, den er god nok – Ommaaaaa Ommaaaa), men generelt skabes af instrumenternes sprøde lyd og den nærmest ekko-prægede vokal i flere afskygninger, der i kombination har en ret fed effekt. Selvom der gennem albummet er en rød tråd, er det også ganske afvekslingsrigt – på "Remnant of the Past" får vi ret spændende indslag i form af en noget anderledes og ikke-Viking-agtig, men absolut fed korsang, hymneagtig guitar melodi og en spændende og markant, ret "svingende" bas. På før omtalte nummer, "Omma", er der i øvrigt også klaver intro, hvor guitarerne og trommerne tager over og vi får den totalt hypnotiserende stemning, samtidig med at der er en snert af Black Metal… Albummet skal virkelig bare skal opleves, og især dette nummer viser bare hvor alsidig og spændende Karg - og King Of Asgard - er. Hvert et enkelt nummer på albummet har sine interessante momenter og spændende finurligheder, så jeg kan kun opfordre dig til at spidse ører og tjekke Karg ud!

Konklusion

King Of Asgard har endnu engang leveret et overbevisende album. Karg er Viking Metal med en snert af Black og Folk Metal. De svenske vikinger formår, på en utrolig elegant måde, at skrue spændende og alsidige numre sammen, der er fyldt med finesser af både melodisk og aggressiv karakter, og har en virkelig interessant, fængende lyd og effekt. Ja tak! - til mere fra King Of Asgard!!

Trackliste: 01 – The Runes of Hel 02 – The Trickster 03 – Highland Rebellion 04 – Remnant of the Past 05 - Omma 06 – The Heritage Throne 07 - Huldran 08 - Rising 09 – Total Destruction (bonus track)

Skru op for nummeret The Runes of Hel: