Så lad os da danse!

Trods det at Kalmah har været aktive siden start 90’erne og derfor er i blandt den finske melo-døds nestorer, så har de aldrig været et band, der bare sprøjtede udgivelser ud i øst og i vest. Sidst, vi hørte noget fra dem, var i 2018, hvor de udgav Palo, som var en udmærket skive, om end der intet banebrydende var over den. Jeg skal være helt ærlig, jeg har faktisk ikke skænket Kalmah en tanke, siden jeg sad med bandets forrige udgivelse, men nu hvor finnerne spiller op til dans igen, så er jeg da klar med nypolerede sko og alt muligt!

Finsk band lyder finsk

Kalmah er måske ikke den længste udgivelse, bandet har lavet, men den føles sådan, hvilket er en skam. For bandet starter ret stærkt med sin karakteristiske og utroligt finske lyd. Guitaren er, som altid, i højsædet, og ligeså er tempo og melodi. Hvis man ikke er bekendt med Kalmah, lyder de, som hvis Children of Bodom, Ensiferum, Wintersun og Amon Amarth gik sammen og lavede et barn, der havde skingrende ADHD. Så alt er sådan set ved det gamle, når det kommer til Kalmah, og sørme om ikke vokalisten Pekka Kokko stadig lyder umanerligt anonym. Ligeså ligger hans vokal underligt lavt i mixet, hvilket heller ikke gør ham nogen tjenester.

Men som tiden går, bliver det mere og mere tydeligt, at med undtagelse af ”No Words Sad Enough” og ”Red and Black”, så er Kalmah bare det samme nummer om og om igen, og denne følelse af deja-vu gør blot, at selv de bedre numre som ”Haunted by Guilt” drukner i følelsen af gentagelse på gentagelse.

Hele denne anmeldelse kunne i og for sig koges ned til ”finsk band, spiller finsk metal”. Det er så generisk og stereotypt, at man næsten sidder med følelsen af at have fundet en video, der hedder ”Finish Metal for Dummies”. Hele affæren er så middelmådig, at man håber, det ikke har taget meget mere end en eftermiddag at skrive albummet, da alt andet indebærer, at der er blevet brugt tid, tanke og hjerte på det her projekt, hvilket nærmest er ubærligt at tænke på.

Er Kalmah dårlige musikere? Nej, bestemt ikke, og ej heller er Kalmah et dårligt album, det er bare så meningsløst, at det nærmest gør ondt.

Spild af tid

Det kan godt være, at Kalmah har været i gang i snart 30 år, men det ændrer ikke på, at det nok også er lige så lang tid siden, at de havde noget, der bare mindede om en original tanke. For nok kan de spille, men det spiller jo ingen rolle, når resultatet er så ufattelig kedeligt og ensformigt. At det skulle tage dem fem år at lave en plade så ligegyldig, er mig en gåde – der må da være bedre måder at bruge sin tid på.