Or’nli’ syg Satan!
”Hej drenge, skal vi ikke lave sådan et totalt svedigt dødsmetalband?!” ”Jo, for helvede, men hvad skal det hedde?” ”Noget totalt svedigt, noget med Satan og øh, måske noget med at være sindssyg, for det er totalt heavy!” ”Hva’ med… Insanity-Satan?” ”Næ, det svinger sgu ikke helt, hov, jeg har det, Insatanity!” ”Fedt mand!” Jeg var ikke personligt til stede, da pennsylvanske Insatanity fandt på deres navn i starten af 90’erne, men jeg tænker, at det må være gået til præcis sådan. De udgav deres debut Divine Decomposition i 1996, men først nu i 2020 er de klar med opfølgeren. Dog er hele bandet undtagen bandleder Chris Lyttle blevet skiftet ud – hvilket nok er en del af forklaringen på den lange ventetid. Med et navn, der så elegant kombinerer ”Satan” og ”Insanity”, kan man næsten selv tænke sig til både genre, lyrik og tematik – for Insatanity er ikke just et ”thinking man’s band”, det er mere et ”bæl bajere og skub til din sidemand”-band, men dem skal der også være plads til!
Metervare
De beskriver sig selv som ”blackened death metal”, men bortset fra vokalen er det meget tættere på klassisk Florida-dødsmetal a la Deicide, Morbid Angel og (tidlig) Death. Vokalen derimod skifter mellem klassisk black metalskrigeri og mere moderne grindcore/deathcore-bjæf, hvor mikrofonen nærmest er stoppet direkte ned i mavesækken for at skabe noget dybde. Dette skyldes, at Insatanity simpelthen har to vokalister, nemlig Chris og Vanessa. De skiftende vokaler er nok det mest spændende ved hele Hymns of the Gods Before, da det er med til at bryde den ellers tonstunge monotoni, som hersker over albummet.
Det er ikke et dårligt album som sådan, men det er dog et utroligt ensformigt album, og det er tydeligt, at Insatanity kun har ét trick, og det er at spille hurtigt. Der er ikke det store samspil mellem musikerne, udover at de alle bare tonser afsted, som gjaldt det liv eller død. Intet de gør, er nyt eller banebrydende, og de sidder totalt fast i 90’er-dødsmetalsrillen – hvilket på sin vis jo også giver meget god mening, når de nu rent musikalsk fortsætter fra et album fra 1996. Selvom albummet ikke engang varer en halv time, så sidder man faktisk til sidst og kigger på klokken, mens man venter på at kunne komme videre med sit liv. Bevares, der er da enkelte lyspunkter hist og pist som ”Eidolon of the Blind”, der har enkelte tremoloriffs, der lugter af alpehuer og myseost, eller ”Whose Hands Embalm”, hvor bandet vælger at køre den ind med rock ’n’ roll. Men ellers sidder man med følelsen af at høre det samme nummer om og om igen, og hvis det ikke var nok, så lyder det også som numre, man allerede har hørt mange, mange gange de sidste 20+ år, takket være alle de andre floridianske dødsmetalband.
Den store forskel på Insatanity og de bands, de voksede op med, er dog, at de andre bands har udviklet sig og formået at finde sin egen lyd og er blevet ikoner i metalverdenen – det bliver Insatanity aldrig, og hvis man ikke har udviklet sig på 24 år, så gør man det næppe.
2044
Den eneste forskel på Divine Decomposition og Hymns of the Gods Before er produktionen. Sangene, vokalen, guitaren, trommerne og bassen lyder totalt ens, uanfægtet at der er gået den tid, der er gået. Det er faktisk imponerende, at man har gjort så lidt på så mange år! Men trods det, så er jeg da spændt på, om bandet når at udvikle sig, bare en lille smule, på deres næste album. Et album jeg vil se frem til i det herrens år 2044!
