De apokalyptiske ryttere

De fire plager har besøgt jorden mere end én gang. Erobring, krig, sult og død. Men de svenske power metal-veteraner Insania, som blev dannet helt tilbage i 1992, mener ikke, at truslen er ovre. Jorden smuldrer. Systemer falder. Fremtiden er usikker. Alligevel tryllede kvartetten efter 14 års tavshed comeback-skiven V frem i 2021. En udgivelse, der fik stor ros, og som blæste liv i et navn, mange ellers havde indskrevet i powermetallens dødsannoncer. Heldigvis gik der denne gang kun fem år, før opfølgeren var klar, og The Great Apocalypse trækker os direkte ned i mørket. Men spørgsmålet er: Har svenskerne brugt ventetiden fornuftigt, eller har kvartetten tabt både inspiration og nodeark på den forkerte side af bunkerdøren, mens verden brænder udenfor?

Høj ambition, endnu højere vokalføring

Lad os få én ting på det rene: Insania er et rasende dygtigt ensemble, og der er bundsolid kvalitet at spore på tværs af deres diskografi. Materialet på The Great Apocalypse lægger sig i forlængelse af klassiske power metal-udgivelser fra navne som Helloween, Blind Guardian og Hammerfall, men denne gang tager svenskerne et lille skridt længere ud ad den progressive tangent, end de tidligere har vovet sig. Det 14 minutter lange titelnummer, The Great Apocalypse, bekræfter dette med et sandt virvar af guitarsoloer, temposkift og strukturel selvopfindelse i flere akter. Men det er den galoperende ”The Prophesier”, der trækker det længste strå. Et rendyrket kraftværk af riffs, vilde passager og overraskelser, der føles som en tour de force i, hvordan man banker variation og energi ind i selv den mest slidte formel. Desværre begår Insania også en af de klassiske dødssynder inden for progressiv metal: forsøget på at gøre hvert eneste nummer episk. Og som vi har lært fra barnsben, mister selv det største øjeblik sin glans, når det bliver gentaget i ét væk. Man når næsten at hive efter vejret mellem soloerne og de svulstige passager, og albummet kunne i den grad have haft gavn af et pusterum. Måske et kort intermezzo, hvor man lige kunne tørre sveden af panden og få blodtrykket ned?!

Med seriøse tekster som ’Do you remember when our world was set on fire? Do you remember all your tears? And when our leaders gave their speeches with desire, to make us all comply by fear?’, havde jeg dog håbet, at vokalføringen ikke konstant skulle presses op i det øverste luftlag. Ole Halén er en habil sanger, ingen tvivl om det, men han bliver igen og igen skubbet ud i tonelejer, som hans stemmebånd ikke altid er lige glad for. Og det er en skam. For udgivelsen har pondus nok i forvejen, og en lavere toneart ville ikke bare have klædt det musikalske udtryk, men måske endda skærpet budskabet. Især fordi produktionen sidder lige i skabet.

Ikke ligefrem sindssygt, men ret godt

Insania er et af de bands, der aldrig har leveret en decideret dårlig skive. Jovist, de har heller aldrig ramt de højder, hvor jeg vil placere Helloweens stærkeste værker, men svenskerne er stadig blandt de mest teknisk dygtige power metal-ensembler i Norden. The Great Apocalypse er en solid tilføjelse til deres diskografi, et album, der buldrer af sted fra første sekund, men som desværre må stoppe lidt stakåndet op, inden målstregen krydses. Det bliver syv kranier til svenskerne, og et stort held og lykke med fremtiden. Der er stadig masser af krudt i de svenske tønder.