Thrash ’em all!
Hvis du ikke kender Impalers eller ikke har hørt metal siden start-80’erne – dengang, at denimvesten stadig passede, og du aldrig kunne drømme om at blive statsautoriseret revisor eller køre i en koksgrå Fiat Panda – så vil The Celestial Dictator få dig til at føle dig purung igen. Impalers vil give dig lyst til at rive dit slips af og glemme alt om at hente dine to børn fra SFO – de har alligevel så mange bogstavsdiagnoser, at de ikke ville opdage, om du kom eller ej – for lige nu er der kun én ting, der gælder, og det er 100 % rendyrket THRASH!
Det her har været et fabelagtigt år for dansk metal. Der skyder plader og bands op over alt som paddehatte efter et regnskyl. Det er, som om at den danske metalungdom kæmper for at gøre Danmark lige så relevant på metalscenen som vores nabolande, og stor applaus for det. Det var sgu også på tide, at vi blev kendt for andet end Lars Ulrich, King Diamond og Volbeat… Så længe de undlader at brænde en kirke eller stikke hinanden ned. Alt med måde, drenge!
Scream Bloody Cover
Impalers spiller old school thrash uden nogle dikkedarer, og det går stærkt! For pokker da! Der bliver høvlet af sted på samtlige strenge og tangenter. Faktisk går det næsten lidt for hurtigt, og måske er tiden løbet fra den klassiske thrash. For jeg synes sgu, at der mangler ét eller andet, der gør, at The Celestial Dictator skiller sig ud fra så mange andre thrash-skiver. Det samme gælder lidt Søren Crawaks vokal, der simpelthen ikke gør noget for mig overhovedet. Han skifter mellem en hæs vokal, der mest af alt minder om noget, man kunne finde på de første dødsmetalalbum, såsom Scream Bloody Gore eller Altars of Madness, og en mere blød og ren vokal som på nummeret ”Into Doom”. Her lyder Søren lidt som en, der parodierer Joey Belladonna, hvilket jo egentligt giver en fin kontrast og viser en ganske fin diversitet, men igen vækker det altså ikke de store følelser i mig. Ej, og så alligevel! Introskriget fra ”Color Me White” er dog imponerende, og Tom Araya ville ønske, at han kunne bånde det og klippe det ind i Slayers mix, så han slap for at imitere introen til ”Angel of Death”.
It’s not you; it’s me!
The Celestial Dictator er en udmærket skive. Den er velproduceret, lyrikken sidder lige i skabet og matcher helt fint den klassiske “fuck systemet”-attitude, som hører sig til i klassisk thrash. Alligevel bliver det hele noget ensformigt og forudsigeligt. Det hjælper dog, at der er numre som ”Into Doom” og ”Believe” til at skabe lidt pusterum og give én en chance for at få vejret efter at være blevet pløjet ned af det aarhusianske thrasher-godstog, som The Celestial Dictator nu engang er. Så drenge, hvis I læser det her, skal I sgu ikke tage det så tungt. Det er bare mig, der er ”blevet for gammel” til ægte thrash. Jeg er slet ikke hardcore nok længere; jeg er blevet sær på mine gamle dage.
