Ikuinen Kaamos  - Fall of Icons

Fall of Icons

· Udkom

Type:Album
Spilletid:54.11
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Fall of Icons" er andet album fra det finske band Ikuinen Kaamos, hvis navn betyder noget i retning af "evig polarnat" på deres særprægede modersmål. Musikalsk sejler Ikuinen Kaamos os imidlertid over Østersøen til Stockholm. Nærmere bestemt er dette album fyldt med progressiv melodisk dødsmetal i en stil, der for det meste ligger et sted imellem de to Opeth-albums "Still Life" og "Blackwater Park".

Åbningsnummeret, det episke "Indoctrination of the Lost" bringer os både gennem tung, lidt over midtempo melodød og stille, akustiske passager à la Opeths "Benighted" og lignende, mens "Statues" mere lyder som lidt ældre Opeth à la "In the Mist She Was Standing" (især de lejlighedsvist tostemmige guitarriffs) suppleret med pludselige blackmetal-agtige passager med grind-trommer og snerrende vokal. Den stille slutning minder dog harmonisk uhyggeligt meget om outroen på "The Leper Affinity" fra "Blackwater Park". Det efterfølgende nummer "In Ruins" viser en lidt mere selvstændig side af Ikuinen Kaamos med nogle harmonier og stemninger, der peger i retning af det depressive, goth-agtige. Det første lange stykke af "Condemned" er komplekst på den fede, lidt Cynic-agtige måde med sære løb og akkorder, men nummeret glider efterhånden over i noget mere trivielt og ender med at kede mig. Noget lignende gælder det afsluttende, over 16 minutter lange nummer "Apart", der stadig er meget Opeth-epic-agtigt, men har nogle personlige, sørgmodige stemninger undervejs. Nummeret starter meget fængende, men bliver efterhånden harmonisk ensformigt at høre på.

Jeg bryder mig ikke om at kritisere et band for manglende originalitet, hvis deres musikalske håndværk i øvrigt er i orden, men med Ikuinen Kaamos har jeg det problem, at deres enorme lighed med Opeth gør det svært ikke at sammenligne "Fall of Icons" med sidstnævnte svenskeres frembringelser - og her kommer Ikuinen Kaamos til kort. Selv om meget af albummet er velspillet og o.k. komponeret, har jeg stadig mere lyst til at smække "Still Life" eller "Blackwater Park" på, hvis jeg er i humør til den genre. Dertil kommer, at vokalen ikke er nær så habil som den instrumentale side af herligheden. Den dybe growl, der dominerer albummet, er acceptabel, omend lidt ensformig, men den rene vokal er noget snøvlet, nasal og tynd i det. Men der er afgjort gode passager undervejs på "Fall of Icons", så en enkelt sang kan godt glide ned i ny og næ.