Heaven's Damnation - Heaven's Damnation

Heaven's Damnation

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Melodic Black Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 2 stemmer.

Erfarne folk og nye ideer

Danske Heaven’s Damnation er måske nok et nyt band, men de tre involverede mangler ikke just erfaring, da de tidligere har slået deres folder hos Urkraft, Genocide Doctrine, Blodarv, Fjorsvartnir og en lang række andre bands. Når man har valgt at opkalde sit band efter en Dissection-sang, virker det omsonst at nævne, hvilken stil bandet gør sig i – i stedet er det langt mere relevant, om Danmark har brug for og plads til endnu et kulsort dødsmetalband?

Imponerende, men …!

Ovenstående spørgsmål er umuligt at svare ja eller nej til, så lad os omformulere det: Er der brug for Heaven’s Damnation? Svaret må være ja – for selvom bandets åbenlyst Dissection-influerede lydbillede, der blander melodisk black metal og melodisk dødsmetal, ikke er unikt på verdensplan, så er det ikke en lyd, vi normalt finder herhjemme i vores egen lille andedam. Heaven’s Damnation har nemlig en utrolig international lyd, og hvis ikke jeg personligt havde korrespondereret med bandet, havde jeg aldrig gættet, at de var fra Danmark – i stedet ville jeg have antaget, de var fra Sverige, Tyskland, Polen eller sågar et sted i Nordamerika, for især nummeret ”Beneath Ruins” minder mig en hel del om hedengangne Ceremonial Castings. Dette skal virkelig forstås som stor ros af Heaven’s Damnation, for bare det at lave et nyt band i Danmark, der ikke spiller dødsmetal a la Jylland, fortjener endeløs ros.  

Derudover er der også tale om en særdeles kompetent debut-EP med meget få skønhedsfejl, hvoraf den mest graverende er, at åbningsnummeret med det kreative navn ”Intro” er et selvstændigt nummer. Det ville have været oplagt at koge det ind i det næste nummer, ”Storms, Floods & Fire”, da det er en direkte forlængelse af introen. Ligeså kunne jeg have ønsket, at det King Diamond-influerede skrig, der åbner ”Beneath Ruins”, gik igen en gang eller tre. Men derudover har vi at gøre med en særdeles velskåret EP, der næsten imponerede mig som Lamentaris Missa Pro Defunctis fra 2020.

Noget, jeg dog kunne savne fra Heaven’s Damnation, er, og det kan virke ironisk, lidt mere Dissection – eller i hvert fald noget af den musikalske legesyge, som Jon & Co. besad. Jeg mangler at blive blæst helt bagover, men af hvad er ikke helt til at sige, blot at der nemlig mangler et je ne sais qoui.

Værd at holde øje med

Men trods denne minimale kritik, så er Heaven’s Damnation et fremragende værk, og med tanke på at det er første udspil fra et nyt band – om end medlemmerne er erfarne, bevares – så er det et ganske overlegent udspil. Hvad bandet driver det til herfra, er ikke til at spå om, men faktum er, at Heaven’s Damnation er et band, der er værd at holde øje med.

Tracklist

  1. Intro
  2. Storms, Floods And Fire
  3. Beneath Ruins
  4. The Crown Of Man
  5. Wheels Of Blood