Døden er død, længe leve Døden
Gruesome startede oprindeligt som et Death-hyldestband ved navn Death to All. Men som tiden gik, voksede deres popularitet, og medlemmerne begyndte at jamme lidt imellem spillesessioner, og i 2015 udgav de deres debutplade, Savage Land. Nu har de så sendt opfølgeren Twisted Prayers på gaden. Men hvordan formår man at være unik, samtidig med at man fortsat ønsker at være en hyldest?
Spedalskhed og bønnemøde
Savage Lands blev sammenlignet med Deaths Leprosy, dengang den udkom, og det står bandet ved, var meningen. Twisted Prayers fortsætter stilen og minder derfor mest om Spiritual Healing. Her kunne en krystalkugle samt evnen til at spå måske sige, deres tredje album så vil minde om Human. Det er ikke kun musikken og produktionen på Twisted Prayers, der får en til at tænke på Spiritual Healing. Det er også tematikken, coverbilledet og titlen, der helt åbenlyst er skabt således, at man skal tænke på Deaths tredje album. Lad os slå fast, at Gruesome ikke er Death, men det var heller aldrig deres vision; visionen har alle dage været at hylde Chuck Schuldiner, som vi alle mistede for 17 år siden. Der må ikke herske nogen tvivl om, at Chuck var et geni og en sand dødsmetalvirtuos. Hans lige kommer vi nok aldrig til at opleve igen, men Matt og Daniel gør virkeligt deres ypperste for at prøve at genskabe hans guitarlyd samt helt ikoniske riffs og soli, hvilket virkeligt ikke er nemt, men det lykkes. Man kan ikke undlade at tænke ”Chuck”, når man hører Gruesome, og at mindes Chuck og hans genialitet er altid dejligt. Et prima eksempel på dette er introen til nummeret ”A Waste of Life”, som er en skøn hybrid af ”Spiritual Healing” og ”The Philosopher” (fra Individual Thought Patterns). Det, jeg dog savner, som måske kommer i takt med, at Gruesome laver flere album, er den progressive, jazzede og eksperimenterede lyd, som Chuck blandede ind i sin musik på både Symbolic og The Sound of Perseverance. Men der er Gruesome ikke kommet til endnu. Det er fortsat den vulgære og ulækre, med andre ord klassiske, dødsmetallyd, de byder på, hvilket også er suverænt, men jeg savner nu det filosofiske element.
Så mange spørgsmål, så få svar
Jeg synes, at Gruesome er fænomenale til det, de gør: nemlig at forsøge at være den åndelige efterfølger til Chuck og Death. Det virker til, at deres vision er at genfortolke Deaths klassiske album – en spændende og rørende idé. Det er tydeligt, at det ikke er gjort for at plagiere, men fordi de respekterer Chuck og hans musikalske arv samt geni. Jeg er spændt på at se, hvad deres planer er nu: Vil de fortsætte med at fortolke Deaths diskografi og dermed udvikle deres lyd? Eller vil de blive ved med at genopdage lyden fra de første album? Vil musikken afvige og på sigt få sin helt egen unikke lyd? Gruesome rejser mange spørgsmål, og de har, absolut, fanget min interesse.
