Veni …
Jeg har en vag erindring om at have lyttet til Gravespawn tilbage i 2022, da bandet udgav Scourge of the Realm. Jeg kan også – igen svagt – huske at have tænkt, at det var på vippen, i forhold til om jeg ville anmelde det eller ej. Det blev dog et ej, og jeg fik aldrig nedfældet så meget som et eneste ord vedrørende bandet eller skiven. Nu skriver vi så 2026, og bandet er ude med sit nyeste epos, Sword Hand Path. Hvis du læser dette, så kan du – forhåbentlig – regne ud, at denne gang får Reaver, som er manden bag projektet, et par ord med på vejen.
Vidi …
Hvis man ikke er bekendt med Gravespawn allerede, så kan jeg da afsløre, at bandet spiller en forholdsvis groovy form for melodisk black metal. Bassen er altid enormt tydelig, hvilket ikke just er hverdag for genren, men den er virkelig med til at give lydbilledet en dejlig rund profil og lyd. Hvilket er en rigtig fin kontrast til de noget mere skærende guitarer og den lettere flade lilletromme. De mange keyboardpassager får en til både at tænke på de gamle Dimmu Borgir-plader og – naturligvis – også bands som Caladan Brood og Obsequie.
Samtidig er Reaver bestemt ikke bange for at krydre det hele med nogle nærmest arketypiske heavy bølleriffs a la 1984, og selvfølgelig er der også plads til helteguitarsoli. Med andre ord, så vil Sword Hand Path faktisk ret meget, og det er så afgjort både den mest ambitiøse og velproducerede plade, Gravepawn endnu har spyttet ud. Dermed ikke sagt at det hele bare står knivskarpt, og at albummet derfor er fejlfrit.
Ti numre er lige ambitiøst nok. ”Scavenger of Sorrowed Fields” har slet ikke nok at byde på, til at det kan retfærdiggøre en spilletid på mere end fem minutter, og lilletrommens flade lyd er en for stor kontrast til det ellers så episke og imposante lydbillede, Gravespawn forsøger at opbygge.
Det er især et problem på ”When the Serpent Devours the Sun”, som ellers er et tonsefedt nummer, hvor der virkelig er gået all in på at skabe en så storladen stemning som overhovedet muligt. Der er alt fra et suverænt guitarriff, der minder om noget, Iron Maiden kunne have skrevet, hvis de havde spillet Quebecois black, en overdrevent sej guitarsolo og så endda noget chante-munke-vokal. Men det hele bliver simpelthen trukket ned af de pandekageflade D-beats.
Ironisk nok har jeg absolut intet imod de to instrumentelle intermezzi, ”Flame and Crimson” og ”Tenebrae Ultra Imperium”, da de – for en gangs skyld – rent faktisk formår at være stemningsskabende og ikke forstyrrende eller totalt og aldeles ligegyldige – så stående applaus herfra.
Sed num vici?
Der er ikke nogen tvivl om, at siden fødslen i 2004 (debuten udkom dog først i 2012), er Gravespawn kun blevet bedre. Hvis Reaver kan holde skruen i vandet og få fikset de små ting, som holder ham tilbage, så kunne Gravespawn nemt blive bannerfører for moderne melo-USBM. Jeg krydser fingre!