Made in … North Dakota!?

Ghost Bath har aldrig været det mest hyggelige orkester, nok nærmere tværtimod. Få genrer dræber den gode stemning så nemt, effektivt og hurtigt som ’depressive suicidal blackgaze’ – ja, eller det afhænger vel af forståelsen af ordet ’dræber’. Men trods både tungsind og weltschmerz har jeg svært ved at tro, bandet ikke fnes noget så gevaldigt, da deres joke om at være fra Kina rent faktisk rodfæstede sig.

I år er det faktisk ti år siden, at det kom frem, at kvintetten er lige så kinesisk som en Big Mac, og hvorfor ikke fejre dette med album nummer fem!?

Men gør det nu også rigtigt ondt?

Albummets titel er i øvrigt en reference til det lettere fortærskede ordsprog om, at selv de smukkeste roser har torne. Sammenligner man den titel med bandets tidligere albumtitler, så må vi konkludere, at den er markant mindre provokerende og direkte end tidligere. Ligeså mener Ghost Bath, at de nu spiller ’depressive rock’n’roll’ – hvilket da stadig er trist, jovist, men knap så suicidalsk, så måske har d’herrer fået det bedre, eller også har de fået den rette medicin. Dog står det hurtigt klart, at uanset hvilke – og hvor mange – gloser Ghost Bath vælger at beskrive sin musik med, så er Rose Thorn Necklace ’bare’ helt og aldeles almindelig post-black med lidt blackgaze i ascendanten.

Jovist, det depressive og nihilistiske er da at finde i lyrikken samt sangtitlerne, eksempelvis den galgenhumorindsmurte ”Well, I Tried Drowning”, hvis titel virkeligt minder mig om det ældgamle ’guess I'll die’-meme. Desværre er nummeret hverken sjovt, mindeværdigt eller noget andet positivt – hvilket strengt taget er essensen af kvintettens femte udspil.

Helt grundlæggende så lyder det her album som noget, et halvsløjt Ghost Bath-kopiband ville sprøjte ud.
Allerede på sang nummer fem, ”Dandelion Tea”, står det klart, hvor uinspireret denne her skive er. Sangens introriff er præcis det samme som i titelnummeret, bare en oktav eller to dybere. Jeg har, som sådan, intet imod callbacks; det skal bare gøres markant mere elegant – og elegant er et af de, ganske få, ord, som Ghost Bath ikke kan kalde sin stil.

Men ikke nok med at Rose Thorn Necklace er kluntet og uinspireret, det føles også utroligt forceret. På intet tidspunkt føler jeg rent faktisk den smerte, som musikerne prøver at videreformidle; det er simpelthen ikke overbevisende – og lige denne her genre, den afhænger af, at lytteren rent faktisk køber præmissen om, at artisterne bag er nogle forpinte sjæle. Hvis man ikke kan føle og sympatisere med den weltschmerz, man får kylet i masken, ja, så er det totalt ligegyldigt.

Jeg vil gerne af, tak

Det kan jo tænkes, at samtlige medlemmer af Ghost Bath bare har fået det bedre, og det er da dejligt for dem. Men så lad da musikken afspejle det i stedet for at lave sådan noget venstrehåndsarbejde, som dét her. Det kan selvfølgeligt også være, at de selv mener, Rose Thorn Necklace repræsenterer deres reelle musikalske udvikling – hvilket de da gerne må mene, det er jo deres kunst. Men hvis det er tilfældet, så tror jeg bare, jeg skal af ved næste stop.