Historier fra badeværelset
Her på Heavymetal.dk har vi tidligere været svært begejstrede for det amerikanske post-blackmetalorkester Ghost Bath. For mit eget vedkommende er benovelsen over gruppens åbenlyse talent for sørgmodige melodier og depressive stemninger som oftest blevet forstyrret af især to forbehold. Dels en fornemmelse af, at det hele er en smule påtaget, og dels forsanger Nameless’ hang til at skrige sine vokaler ud, så det lyder, som om han sidder på badeværelset inde ved siden af. Det er for mange måden at gøre det på i den depressive blackmetal, men for mig har disse skingre og komplet uforståelige skrig for det meste bare været noget, man måtte tåle for at få lov til at dykke ned i musikken. Så da Ghost Baths fjerde fuldlængde, Self Loather, landede i min indbakke, var jeg spændt på at høre, om der mon endelig var grund til at droppe disse forbehold.
Amerikansk rodebutik
At der i det mindste er sket nye ting, bliver man ret hurtigt klar over. Albummet starter med ”Convince Me to Bleed”, og her lyder det gudhjælpemig næsten, som om amerikanerne har det sjovt! Vokalen er gået en oktav ned, nogle gange adskillelige oktaver endda, for Nameless supplerer nu skrigeriet med dybe growls, der giver det hele noget mere tyngde. Men ikke nok med det, der er også sært opløftende melodier, endda en catchy melodeath guitarsolo på åbningsnummeret! Hvad er det dog, der sker her? Forvirringen bliver til måben på ”Hide from the Sun”, for ikke bare sparkes mismodet til side af sært opløftende riffs. Nej, midtvejs introduceres lidt proggy/tech-riffing, og det i øvrigt glimrende hovedriff lyder som noget, svenske Lifelover kunne have lavet. Det er godt nok snart 15 år siden, de udgav deres avantgardistiske blackmetal, men det virker, som om det er ned ad den samme vej, Ghost Bath vil gå.
Men det er altså delvist lykkedes at lokke Nameless ud af badeværelset, og det fungerer for det meste ganske godt. På den tunge og doomede ”Sinew and Vein” er der fin stemning med en enkel guitarmelodi i starten, men i stedet for at lade den stemning køre i 3-4 minutter, som de nok ville have gjort på tidligere udgivelser, sætter trommerne mere gang i sagerne allerede efter få sekunder. Pludselig vender de velkendte skrig tilbage, men nu med et funky, Extreme-agtigt riff (ja, dem med ”Pornograffitti”) i forgrunden. Selv hvis man hører til dem, der hylder nytænkning, fungerer to så forskellige elementer absolut ikke sammen. Det er en øvelse blottet for mening, også når det ellers vellykkede tunge riff vender tilbage.
Og mening er der i det hele taget ikke ret meget af på dette album. ”I Hope Death Finds Me Well” er der et rigtigt fint klaverstykke, noget som amerikanerne i øvrigt med succes før har strøet ud over deres udgivelser. Men sørgeligt at et klaverinstrumentalnummer er albummets højdepunkt. Det hele slutter ellers rimeligt stærkt af med ”Flickering Wicks of Black”, hvor udtrykket hænger langt bedre sammen, og man aner, at der kan være noget fornuft bag den retning, Ghost Bath har taget. Selv i de temmelig muskuløse stykker, hvor gruppen smider alt på et bræt med tremollopicking, skrig, dobbeltpedaler, klaver, guitarsoloer og hele møget. Her er virkelig potentiale, men med sine kun tre minutter, er det desværre en alt for kort sang til alt det indhold.
Et overgangsalbum?
Self Loather virker dermed ikke mindre, men endnu mere påtaget end noget andet i gruppens diskografi. Det er nu, som om de nu har mistet retningssansen fuldstændigt, og bare kastet en masse bolde op i luften, uden at bekymre sig synderligt meget om, hvor eller hvordan de landede. Selvom nogen måske vil argumentere for, at det allerede startede med Starmourner i 2017, så vil Self Loather måske vise sig at være et slags ’overgangsalbum’. Man vil videre, men gruppen tør endnu ikke slippe fortiden helt, og derfor lander de mellem to stole. De kortere sange med meget mere indhold fører i dette tilfælde mest til tomme kalorier.