De seje drenge har horn på hjelmen

Det er ikke nemt at være lige så sej som The Gauntlet. Han har det hele: den seje rustning med horn og pigge, den ildrøde, dæmoniske motorcykel, og hvis det ikke var nok, er han også bevæbnet med en stridsplejl og er klar til at slå ned på alle, der ikke er så seje som ham. Dark Steel & Fire formår med sin simple titel at beskrive alt, hvad man kan og bør forvente af The Gauntlets debutalbum, for det handler udelukkende om at være sej og køre hurtigt – på den ultraseje måde, den måde hvorpå man terroriserer små lokalsamfund, samtidig med at man får de unge til at tænke: ”Novra, hvis bare jeg var lige så sej som The Gauntlet!” Dog har al den sejhed en pris: originalitet og sangskrivning.

Teenageidolisering

Joe Aversario er manden bag masken, og man skal ikke høre meget mere end et par sekunder af, hvad Dark Steel & Fire har at byde på, før det står klart, at han er kæmpe fan af Bathory. Især lader det til, at Under the Sign of the Black Mark og Blood Fire Death er de udgivelser, han har mest kær – Dark Steel & Fire lyder vitterligt som et ”missing link” mellem netop disse to. Melodierne, og især guitarelementerne, er nærmest direkte planket fra Blood Fire Death, mens vokalstilen og albummets tematikker minder mere om Quorthons tidligere materiale. Ergo har vi fat i en udgivelse blottet for originalitet, men stopfodret med kærlighed og ærbødighed overfor afdøde Quorthons musikalske arv. Nu aner jeg ikke, hvor gammel Joe Aversario er, men der er en ungdommelig naivitet over hans musikalske debut, som er ekstremt charmerende trods sine åbenlyse skønhedsfejl. Det hele emmer af teenageidoldrømme og ideen om at blive, nej være Quorthon. Man sidder med et mentalt billede af, at intet er blevet optaget, uden at Joe har været iført op til flere stykker Bathory-merch og brugt præcis de samme guitarmodeller, som Quorthon gjorde. Men selvom denne kærlighed er yderst charmerende, så er Joe bare ikke den sangskriver, som Quorthon var – overhovedet. Nok er der tonsvis af seje riffs af headbangervenlig kvalitet på albummet, men variation virker til at være kaudervælsk for den gode Aversio, og derfor ender man hurtigt med at sidde med en følelse af at have hørt det samme nummer om og om igen – hvilket ikke bliver bedre af, at man i forvejen sidder med fornemmelsen af at høre et Bathory-nummer, som man havde hørt mange gange i forvejen.

I forhold til ovenstående kritik kan det virke sært, at vi alligevel lander på hele syv ud af ti kranier, men det skyldes nu, at selvom originaliteten totalt udebliver, så er der altså nogle tæskefede skæringer på albummet. ”Signal to Attack”, ”Where Heroes Go to Die” og ”Winds Without Mercy” er alle fantastiske eksempler på, hvor stort et tab Quorthons alt for tidlige død var, samt utroligt charmerende eksempler på ufiltreret og rå retro-speed-black, helt perfekt til at kværne bajere i mandehulen sammen med gutterne en sen aften.

Hjertevarm tribut

Dark Steel & Fire er en hjertevarmende tribut til en stor kunstner, der ikke længere er iblandt os. Den slags er altid på sin plads, men hvis The Gauntlet nu turde stå lidt mere på egne ben eller i det mindste forsøge at oppe sit kreative niveau et nyk eller to, ligesom hans store idol konstant gjorde det, så ville resultatet nok være en højere karakter til den kære Joe. Indtil da må hans stålsatte og mørke ild tage til takke med en relativt stor syver.