At bidrage til fællesskabet er valgfrit, men det er krydsfinerkassen ikke

Der er efter sigende intet i livet, som er garanteret på nær døden og skatter — visse rigmænd har dog med tiden bevist, at skat kan være en valgfri størrelse. Men hvorvidt vi lever i 90 sekunder eller 90 år, sover stille ind, eller hænges i en galge, så skal vi alle sammen til sidst stille træskoene. I visse henseender er denne uomgængelige udløbsdato frygtelig uretfærdig, men samtidig er vores dødelighed også den ultimative ligestiller. Men hvad end man synes om at dø, så konfronterer Galge os ganske bogstaveligt med den på deres seneste plade Dødelig.

Bootyshorts, bøllehat og waders er opskriften på perfektion

Det kan også være, at titlen refererer til Galges forhold til at blive kaldt dødsmetal. For med tydelige afstikkere til både blacken, det progressive, hardcoren og det post-rockede, så er Galge bestemt ikke dødsmetal. Der er dog stadig et islæt af noget dødeligt.

Dette genrevirvar kan godt lyde lidt som en rodebutik, og har man mødt de fire gutter, så kan struktur og mening også være mere fjende end ven. Men måden “Morgengry” åbner pladen med black riffs, progget, nærmest jazzet, død, et skvæt kaotisk hardcore fulgt op af melodiske passager, der ikke ville have været malplacerede hos Møl, er som at få danske designklassikere leveret i Legosæt. Kvaliteten er der ikke en finger at sætte på, og alt passer sammen på kryds og tværs. At Galges sans for kvalitet er uovertruffen, er også den absolut eneste forklaring, jeg har på, at “Forlist” kan åbne med løbe-på-stedet metalcore, lægge en smutvej forbi de sneklædte skove, hvor hjemsøgte slotsruiner regerer, og gennem en sjæler af en 80’er-solo returnerer til start, hvor mørket nu er brudt frem. Selvom de tydeligt har evnerne, så fortaber Galge sig dog heldigvis ikke i selvsmagende ananas-i-egen-juice-eksperimenter, der skal være sære for særhedens skyld. “Krise” brillerer smukt i sin meget direkte fortolkning af Vital Spirit, der spiller slå på tæven hardcore, men tilbageblikket mod ep'en Herlig på “Brosten” er fænomenalt. Tydeligt inspireret af opbygningen på “Væmmelig” øger “Brosten” tyngden betydeligt og med et lækkert dissonant twist, kan jeg tydeligt se mig selv stå med åbne arme og vente på den containerfuld brosten, der vælter ned gennem trappeopgangen og knuser mit legeme til ukendelighed.

Meget af denne imponerende genreakrobatik høres tydeligst igennem Sofus Kromann og hans misundelsesværdige evner i, hvor meget man kan få ud af en enkelt guitar, men siden Løkkelig er der forbedringer over hele linjen. Mathias Lundbæk har betalt for hele hans trommesæt og udnytter det så varieret, at hele den danske dødsmetalscene nok vil anlægge sag for adskillige brud på Janteloven. Men når man hører, hvor meget plads, der gives til Halfdan Geertsen og hans bas, så kilder det for alvor i wadersne, og når manden derefter giver lektioner i funkbas midt i dødsblacken på "Blodrød Ly” og igen på den mere hardcorede “Genklang”, så skal jeg lige have et par minutters privatliv. Et privatliv, som sagtens kunne lyde som Søren Tuborgs vokale udgydelser. En række fremragende alsidige udgydelser, som lyder til at være fremmanet ud fra det fremragende spørgsmål: hvis post-black vokal er George Clarke og Kim Song Sternkopf-skrig, hvordan lyder en post-død vokal så? Og svaret er: præcis som den skal.

I den grad ventetiden værd

Jeg var ovenud ”løkkelig”, da jeg hørte Galges debut, men efter at have skamhørt Dødelig, så er det lige før, at jeg også kan dø ”løkkelig” – men 33 år er trods alt for tidligt at stille træskoene. Dødsmetal, black metal, post metal, hardcore, ja alt hvad bandet overhovedet begiver sig ud i, og smelter sammen over pladens ni numre, er gjort med den absurde lalleglade overdrevet kvalitetsbevidste tilgang, som Galge gjorde til deres kendetegn på Løkkelig. De fire gutter har bare brugt de seneste fire år på at finpudse denne unikke tilgang i en sådan grad, at der ikke er en finger at sætte på så meget som et sekund af Dødelig.