Opvækst, livserfaring og skov-banditter

Jeg er næppe den eneste, der instinktivt tænker på Robin Hood og hans lystige svende, i det sekund man støder på ordet Fredløs. Det gik dog hurtigt op for mig, at koblingen mellem en kutteklædt slyngel fra Sherwood-skoven og Amira Hernan (Konvent, ex-Solbrud og ex-Bound Hands) ikke er eksisterende – eller i hver fald så godt gemt at den lig Prins Johns samvittighed er umulig at få øje på.

Derimod skal vi dykke ned i selve ordet ‘fredløs’. Personen der står udenfor lovens beskyttelse, smidt ud af samfundet, en paria med andre ord. Læser man lidt om Hernans opvækst og livserfaring giver navnet pludseligt meget mere mening. Fredløs er et utrolig smerteligt og personligt værk, så dertil kommer det oplagte tillægsspørgsmål: Giver musikken mening for andre end Hernan selv?

Krævende og smertelig

Fredløs lægger hårdt fra kaj med “Forbandede”, et nummer på lidt over 17 minutter. Det er en voldsom måde at starte en plade på. Her bliver der sat en stor, fed sort streg under det faktum, at Hernan kræver meget af sine lyttere og sandelig også kræver sin plads. Det er et nummer, der tæsker løs på ens øregange.

Der bliver råbt, skreget, blastet og riffet løs, stort set nonstop i næsten ti minutter, hvorpå en strygersektion melder sin ankomst og tilføjer endnu et lag af melankoli til hele miseren. Hernans skrig er ekstraordinært forpint, og man forstår fuldstændig, hvorfor Solbrud i sin tid mente, at hun nemt kunne erstatte Ole Luk.

Man kan læse nok så meget om, hvilke genrer og bands der har ageret inspirationskilder til Fredløs i diverse interviews. Utroligt nok nævner Hernan ikke på noget tidspunkt Deafheaven – hvilket kommer gevaldigt meget bag på mig, da det i mine ører afgjort er det band, som Fredløs minder absolut mest om.

Der er adskillige lange passager på albummet her, der er så tæt på at være 1:1 med momenter fra albummer som New Bermuda og især Ordinary Corrupt Human Love. Hvilket ikke er ment som en kritik, for det er to mageløse værker, og vi mangler lidt et band her i Danmark, der rammer den samme 'smerte rimer på hjerte'-energi, som Deafheaven kanaliserede på de to plader.

Der hvor filmen dog knækker for mig, er, når det kommer til sang tre og sang fire, nemlig “Drunket I.” og “Druknet II.”.

Her bliver albummet simpelthen for personligt, og jeg kan mærke, at jeg ikke har, hvad det kræver at kunne engagere mig i det, som Hernan prøver at fortælle mig – eller også er jeg bare for uempatisk, hvilket da heller ikke er totalt umuligt. Det havde dog utvivlsomt hjulpet, hvis de to numre så rent faktisk var spændende. “Druknet I.” er, i bund og grund, en digtoplæsning akkompagneret af diverse ambiente lyde og lidt guitar-klimpren. Det bliver sgu for new age-agtigt til, at jeg kan være med.

“Druknet II.” er noget bedre, da det rent faktisk kan kaldes for et reelt stykke musik. At det så er et nummer, der er alt for langt, i forhold til hvor lidt det tilbyder lytteren, er en anden sag. Ligeså er de sidste to minutter igen umådeligt tæt på noget, som Deafheaven allerede har skrevet for en del år siden. Jeg forstår dog fuldt ud, hvorfor de er med på pladen, og hvilken rolle de spiller, samt hvor relevante de er i forhold til det udtryk og den tematik, som pladen beretter om.

Værd at holde øje med

Ser man dog bort fra de to numre, så er musikken på Fredløs intet mindre end fremragende. Samtlige musikere, både Hernan og diverse gæster som Jonas Bangstrup (Offernat), spiller eminent. Værket er, som tidligere nævnt, utroligt smertefuldt.

Smerten fremstår autentisk og ikke karikeret eller forceret. Jeg havde længe set frem til at høre albummet her, og jeg må erkende, at jeg bestemt ikke er skuffet. Fredløs er en stærk debut, og Fredløs viser allerede nu, at det kan gå hen og blive et af de projekter, som man virkelig skal holde øje med herhjemme.