Before Fire - Temper of Two

Temper of Two

Udkom

Type:EP
Genrer:Rock, Rock'n'roll
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En god start

Before Fire er et spritnyt band med vind i sejlene. Selvom bandet kun har eksisteret i et års tid, har drengene høstet ros fra kritikere, spillet et pænt antal koncerter og udgivet to fede singler. Nu er københavnerkvartetten endelig klar med deres debut-ep, Temper of Two, der byder på fire flabede rocknumre.

Unge drenge med gamle rødder

Det er efterhånden sjældent, at et purungt band finder sin største inspiration i den gamle rockskole. Ikke desto mindre er dette tilfældet for Before Fire, der spiller klassisk bluesrock, som var vi i 1960’erne eller 70’erne. Der lånes flittigt fra de store drenge i Led Zeppelin, The Doors osv., og det lykkes generelt godt.

Musikken på Temper of Two er forholdsvis simpel og i bund og grund hamrende uoriginal; samtlige numre er centreret om skarpe guitarriffs og følger nogenlunde den samme formel. Til alt held formår bandet dog at smide nogle iørefaldende melodier, en fængende stemning og en temmelig imponerende vokal ind i billedet. Det er her, drengene vinder point. Især åbningsnummeret ”Don’t Wanna Fight” viser, at Before Fire har styr på sangskrivningen og en ganske habil sanger i front. Vokalist Oscar Lauridsen svinger fra sleazy og laid back til potent og påtrængende, og det er ofte hans præstation, der stjæler opmærksomheden. Solidt arbejde!

Efter sigende er ep’en indspillet over bare to dage, og det er kvartetten sluppet godt fra. Produktionen er til den rå og usødede side, men netop sådan skal den jo være! Temper of Two skruer op for snavset, og man kan næsten lugte de gamle cigaretskod i askebægeret.

Der er ingen tvivl om, at Before Fire har fat i den lange ende. Selvom de følger gamle og slidte opskrifter, skaber de en fed atmosfære og puster liv i fortidens rock ’n’ roll. Det er sgu forfriskende! Med lidt mere erfaring og eksperimenteren kan det blive rigtig, rigtig godt.

Tracklist

  1. Don't Wanna Fight
  2. Mirage Woman
  3. Bag of Stones
  4. Victory Cry