‘We didn’t leave Earth to be safe’
Lige siden tidernes morgen har mennesket forsøgt at flytte og nedbryde grænserne for det velkendte og det trygge. Sjette langspiller fra franske Exocrine viderefører konsekvent denne instinktive dødsdrift. Tech death-kvartetten fra Bordeaux er notorisk kendt for at flirte med den japanske Kaiju-stil og har tillige for vane at anvende dyster sci-fi som gennemgående referencepunkt. Hvor artwork-designer Caelan Stokkermans’ frygtindgydende havuhyre prydede frontcoveret på Maelstrom, er fokus på Legend i stedet rettet mod det ydre rums klaustrofobiske omgivelser. Den djævelske pen har ganske vist skiftet hånd, men tegner også denne gang et portræt, der bærer slående lighed med en af de mest skrækindjagende skabninger, den fiktive litteratur nogensinde har fostret: The Xenomorph! Ja, vindistriktets sønner har i den grad smidt alle hæmninger overbord for at lade sig indlemme i genrens hellige haller. Man kan derfor ikke helt lade være med at skænke Tennessee Faris en tanke, da spørgsmålet om sikkerhed bliver bragt op i filmen Alien: Covenant … ‘We didn’t leave Earth to be safe’.
‘I remember some ... horrible dream about ... smothering’
Nøjagtig ligesom officer Kane i klassikeren Alien fra 1979 tumler vi også lettere omtågede og forvirrede ud af Legend. Vi husker, hvordan instrumentelle ”Presage” (red.: fransk for ’forkyndelse’) proklamerer eponymets komme. Vi genkalder os trompeterne, der som en fremmed parasit atter blæser til angreb. Og vi mindes således om franskmændenes slægtskab med Ne Obliviscaris, om end de progressive australierne foretrækker strygere frem for messingblæsere. Dernæst følger den kvælende fornemmelse af bratte overgange til dundrende dobbeltpedaler. Det hele søbet ind i en klæbrig substans af grindcore samt teknisk og brutal død. Exocrine trækker umiskendeligt i retning af Cattle Decapitation, mens der også er skævet en del til drejebogen hos naboerne fra belgiske Aborted.
Der forefindes tilsyneladende ingen ydre grænser, når gallerne med overbevist resolution søger at konsolidere deres indflydelse gennem ekspansion af territoriet. Hverken synthesizeren i ”Altar of War” eller de jazz-smægtende intronoter under ” Dust In The Naught” slører dog det faktum, at de indifferente idéer markant overstråler de såkaldt innovative. Tendensen bliver med andre ord meget hurtigt en konform gennemgang af dødens mange ansigter i slipstrømmen på varierende ’partytricks’ af 20-30 sekunders varighed. ’Well, hvis plan A ikke fungerer … så gi’r vi den lige et skud mere!’ synes at være ræsonnementet, som vi bevæger os igennem ”Warlock”, der med sin swords and sorcery-insinuerende titel jo passer som fod i hose til hele Alien-/Deep Space-tematikken (!).
Med en troldmand ombord skal der selvfølgelig også være plads til en ”Dragon”. Og intet kvad om det ildspyende fabeldyr er komplet uden den obligatoriske power-solo til at åbne på. Endnu et vidnesbyrd om at den røde tråd på alle måder er fuldstændig fraværende på Legend. Efter at have givet keyboardet en jævnt insisterende renæssance på hovedpineinducerende ”The Oath” imødegås vi forbavsende hjerteligt af ”By The Light Of The Pyre”. For første gang får vi minsandten en symfonisk orkestreret intro, der netop når at runde de 60 sekunder på klokken, før vi atter smider slæden ind på øretævernes holdeplads. Nummeret tilskikker os ikke desto mindre den ønskværdige vekselvirkning mellem de brutale elementer og de mere neddroslede passager. Symptomatisk for albummet som helhed slipper vi omvendt ikke for de grumme grisehyl, der også udgjorde en af de gennemgående gener, sidst vi havde Exocrine under lup.
’Roll over, play dead, heel’
Når man slår SÅ stort brød op, som Exocrine har gjort forud for Legend, så skal forventningerne saftsuseme også indfries. For at følge franskmændenes eget eksempel og sprænge alle konventionelle rammer, så taler vi udgivelser med potentiale til regulær omvæltning af vores genreopfattelse. Som King, The Heretics, og Under The Red Cloud i sin tid gjorde det for undertegnede. Ingen af de nævnte mesterværker bliver dog tilnærmelsesvis gjort rangen stridig af Legends’ komplet uorganiserede marskandiserbiks. Vi flintrer rundt mellem såkaldt progressive riffs, kakofoniske grisehyl, maniske skidtprygl af den sagesløse stortromme … og den mærkværdige tilbagevenden af trompeter, der lykkeligvis begrænser deres tilstedeværelse til eponymet. Normalt ville en bedømmelse lige under middel trods alt fordre et fåtal af roser. I lyset af den undervældende præstation har jeg i stedet valgt at give de sidste ord til en mildt sagt indigneret Ellen Ripley, der modsvarer Dr. Wrens optimistiske overbevisning: ’The animal itself – wondrous! The potential? Unbelievable, once we’ve tamed them. We’ll teach them tricks!’ Kendere vil straks identificere scenen fra Alien: Resurrection, hvilket på daværende tidspunkt havde givet Ripley mere end rigelig erfaring med xenomorpherne til at slå en kølig, sarkastisk latter op med responsen: ‘Roll over, play dead, heel’.
