Conans comeback
Når redaktionen registrerer en kunstner her på sitet, bestræber vi os på at favne den fulde diskografi, i det omfang det giver mening. Alligevel må vi sande, at vi kæmper en tabende kamp. Vi har således kun haft vores fedtede poter i amerikanske Exmortus, da den californiske deathrash-kvartet spyttede Ride Forth ud – helt tilbage i 2016! Siden er løbet uhørte mængder vand i åen, og bandet har i mellemtiden ikke alene udgivet The Sound of Steel (2018), men samtidig proppet det daværende line-up i makulatoren. Af tilbageværende medlemmer finder vi i dag kun guitarist og forsanger Jadran ’Conan’ Gonzalez, der til gengæld har været ombord, siden Exmortus stævnede ud for godt 20 år siden.
Her til lands har det været noget sparsomt med besøg fra de oversøiske kolonier, og vi skal således en håndfuld år tilbage for at finde deres seneste optræden, hvor Pumpehuset i 2018, foruden Exmortus, lagde gulv til danske Deadflesh samt John Tardy og de øvrige seniorer fra Obituary. Nærværende Necrophony er sjette langspiller i rækken, og sætter – med sin ambitiøse fusion mellem klassisk deathrash, wienerinspirerede kompositioner og skønlitterære referencerammer – barren umanerlig højt.
De fordømte og fortabte sjæles bog
Med hele fem år, ikke mindst takket være nedlukningens begrænsninger, mellem forrige og nuværende album, har der været rig mulighed for at børste både trøstesløshed og skriveblokader af sig. Conan synes i hvert fald at have genfundet fortællelysten, og skønlitterære værker af blandt andre Edgar Allan Poe, J.R.R. Tolkien og Bram Stoker er undervejs blevet flittigt frekventeret. I ”Mask of Red Death”, opkaldt efter Poes novelle af samme navn, følger vi Prins Prospero, der sammen med den øvrige adel søger tilflugt for en dødelig pest i et kloster. Uanset rigdom eller ekstreme forholdsregler kan døden naturligvis ikke holdes fra døren. Og netop døden – i alle dens afskygninger og facetter – er albummets ubetingede epicenter. Med udgangspunkt i Sarumans nedslagtning af enterne fra Fangorn og den dragende beretning om transformationen fra menneske til vampyr i Bram Stokers banebrydende fabel om den transsylvanske greve får vi historiefortælling i absolut særklasse på henholdsvis ”Mind of Metal” og ”Children of the Night”.
De dystre perspektiver adskiller sig forholdsvis markant fra gruppens tidligere oplæg, der ofte har haft rod i ’swords and sorcery’-universet. For at sikre den mest gnidningsfrie transition har man derfor atter vendt sig mod mangeårige producer Zack Ohren (Fallujah, Immolation), der også har forestået mix og mastering. Med massiv erfaring og kendskab til Exmortus har selve indspilningsprocessen i studiet kunnet gennemføres på blot to uger. Den endelige produktion bærer dog ingenlunde præg af det hastigt afviklede forløb, hvorfor både bassist Phillip Nuñez og nyest tilkomne medlem, trommeslager Adrian Aguilar, står snorlige i lydbilledet.
Klip til det klassiske ophav, der historisk set har været blandt bandets mere bemærkelsesværdige karaktertræk. Mest iøjnefaldende må siges at være fortolkningen af tredje akt i Beethovens måneskinssonate, der første gang kunne nydes på Slave to the Sword fra 2014. Også på Necrophony høres oder til de klassiske maestroer, ikke mindst ”Storm of Strings”, hvor samtlige sanser besnæres under tonerne til ’sommer-satsen’ fra Vivaldis navnkundige signaturværk, ”De fire årstider”. Udover respektindgydende klassisk forståelse, behersker Exmortus også de mere genrekonforme greb. Således er et nummer som ”Oathbreaker” klassisk deathrash i høj hastighed, komplet med hadske hvæs fra Conan samt led distortion og ondskabsfulde tremoloriffs. Ja, albummet rummer faktisk alt, hvad hjertet kan begære – plus moms. Vi kommer nemlig ikke helt uden om elefanterne i rummet: Hele 13 numre, hvoraf to midtvejs krydser syv stive klokkeminutter, er LIGE til den gode side. Og så må man i øvrigt undre sig over, om Maiden monstro har forvildet sig ind i det forkerte studie under ”Moonchild”, hvor Conan fuldstændig uprovokeret stikker af i galoperende NWOBH som en Kmart-udgave af Bruce Dickinson – det havde han VIRKELIG ikke behøvet..!
Forvrænget wienervals
Et særdeles velproduceret – og… lad os i diplomatiets navn kalde det et ‘velvoksent’ album. Den konceptuelle fusion mellem klassisk deathrash og dertilhørende genrekonforme virkemidler samt de mere raffinerende ‘wienersatser’ fungerer fabelagtigt. Storytelling er virkelig i højsædet, hvilket høres tydeligt på numre som ”Mask of Red Death”, ”Mind of Metal” og ”Children of the Night”. De overskygger til gengæld nogle af de øvrige numre en smule, der i stedet ender som enkeltstående showcases af musikalske fortræffeligheder frem for reelle bidrag til sammenhængskraften. Desuden efterlades man med lidt af et spørgsmålstegn overfor visitten fra ’Bruce Dickinson’ fra den anden side af dammen. Det mest sandsynlige svar på vores rungende “hvorfor?” synes at være den retorisk mest umiddelbare respons: “Hvorfor ikke?”
