Kolosserne kaster efterhånden lange skygger
Den irske forfatter Oscar Wilde sagde engang: ’Imitation is the sincerest form of flattery that mediocrity can pay to greatness’. Og storheden – set ud fra et historisk perspektiv – fornægter sig sandelig ikke, når snakken falder på institutioner som Insomnium, Dark Tranquillity og At The Gates inden for kategorien melodisk dødsmetal. Alligevel kan man som mangeårig fan af genren ikke undgå at sidde med følelsen af, at flere af fordums kæmper efterhånden har fralagt sig en væsentlig del af deres progressive ’kant’. Derfor kan det såre undre, at mindre kendte artister over en bred kam fortsat føler behov for at skæve i nordlig retning, når nye udgivelser skal på markedet. Spanske Eternal Storm er for så vidt ingen undtagelse, om end trioen også har valgt at lade sig inspirere af navne som Be’lakor fra den australske scene. A Giant Bound to Fall indeholder derudover et væld af gæsteindslag, hvoraf de mest prominente må siges at være Sven De Caluwé, Dan Swanö og Sergi ’Bobby’ Verdeguer fra pladeaktuelle Persefone.
Jo større de er …
Den konsolkyndige har formentlig allerede fattet controlleren. Tilbage i 2005 skrev spillet Shadow of the Colossus med sit minimalistiske landskabsdesign, sin omfattende spiloplevelse og karakterdrevne fortælling sig ind i moderne kunsthistorie på bemærkelsesværdig vis. Den grafiske opdatering og de orkestrale lydspor løftede dernæst barren på genindspilningen fra 2018 til nye højder. Efter samme principper har Eternal Storm søgt at lægge nye lag på i forhold til henholdsvis første fuldlængdealbum, Come The Tide, og debut-EP’en, From The Ashes (der kuriøst nok begge består af otte numre!). Fremfor en gentagelse af kodelinjen fra forgængerens tvedelte opus ” Through the Wall of Light”, lægger vi ud med ”An Abyss of Unreason” på svimlende 13:35. Med samples af blide bølgeskvulp, der bedst kan beskrives som elementer plukket fra No Stress-kompilationerne, kommer dobbeltpedalen ubønhørligt snigende ind. Dernæst guitaren og undervejs besnærende synth-flader, der komplementeres af vekselvirkningen mellem lyse og dybe growls og virkelig fremhæver den subtile trøstesløshed.
Med en spilletid på lige godt syv minutter fremstår den efterfølgende single ”A Dim Illusion” som en regulær pauseskærm i sammenligning dermed. Her finder vi samme farverige grind-vibes, som Reffens fremmødte blev præsenteret for, da evigt energiske De Caluwé og Aborted sidste sommer konsulterede Copenhell. I modsætning til åbneren, hvis virkemidler søgte at indfange folkeånden fra det joviale Australien, det afmålte Norden og temperamentet på den iberiske halvø, får vi her essensen af historien: Vi har i jagten på tåbelige illusioner mistet vores moralske kompas og dermed en del af os selv.
Herfra begynder monotonien så småt at indfinde sig. Og med den også utålmodigheden. ”Last Refuge” og ”Lone Tree Domain” klinger umiskendeligt af kampen mod klimakrisen set fra menneskehedens sidste bastion. De letgenkendelige signaturer, der burde adskille numrene, bliver ganske enkelt ofret på bålet til fordel for det højtstræbende epos. Hvor vellydende ”Eclipse” end måtte forekomme, finder jeg det ligeledes til den friske side med et instrumentalnummer på fire minutter, når flere af albummets øvrige skæringer runder ti klokkeminutter. Ja, man fristes næsten til at kalde det en ’fejl 40’. Vi taler i det digitale univers sommetider om ’ghosting’ i beskrivelsen af en person i en observerende rolle. Man skal i den forbindelse lytte mere end almindeligt godt efter for at fange Dan Swanös egentlige bidrag på ”The Sleepers”, mens Verduguers livtag med kæmpen på ”A Giant Bound to Fall” fremgår noget tydeligere. Med god balance mellem mørke growls og guitarharmonier sørger de stilsikre kompositioner for, at vi trods alt slipper ud af kamparenaen med skindet nogenlunde på næsen.
… desto tungere falder de
Tyngdekraften er ikke helt på spaniernes side. På trods af en mere end lovende start ender A Giant Bound to Fall som et forsømt ‘finishing kill’ fra Mortal Kombat. Sagt med andre ord: Dynamikken, eller måske snarere manglen på samme, bliver denne kæmpes endeligt. Og det er i grunden en skam, når nu Eternal Storm ellers gør så meget andet rigtigt. Atmosfære, synth-flader, riffs og vokalarrangementer står for så vidt snorlige i produktionen. Man kunne derimod godt ønske sig en smule mere personlighed. At spanierne ikke blot stemte i med klimakoret og andre populistiske agendaer, men i stedet fortalte os, hvad der VIRKELIG ligger dem på sinde. På samme vis har vi heller ikke behov for hverken Insomnium, Dark Tranquillity eller At The Gates version 666.666. Vi vil derimod hjertens gerne slå et slag for mere autenticitet, troværdighed og innovativ virkelyst.
