Rodnettet udvides
Fem år efter debutpladen er Enbounds opfølger, The Blackened Heart, kommet på gaden. Bandet spiller power metal i stil med Avantasia, men producerer hurtigere og lettere fordøjelige sange. Det er det klassiske setup med power-akkorder, hurtige trommer og den obligatoriske melodiske guitarsolo hen mod slutningen af hvert nummer. Noget af det, power metal-bands plejer at være gode til, er at holde sig til samme lyd på størstedelen af udgivelserne – hvilket måske hænger sammen med den nostalgi og eventyrstemning, der ofte spilles på. Enbound er dog stadig ved at udbygge deres musiske fundament. Det er The Blackened Hearts opgave at sikre, det bliver stabilt.
Stærkt fra start
Er der stadig god musik i Enbound? Det kan man kun svare ja til efter at have lyttet til perlerækken af lækre numre på pladens start. Enbound har skåret lidt ned på guitarsoloerne og smådetaljerne. Til gengæld har bandet formået at producere helstøbte sange med nogle fede grooves og en god lytteroplevelse. Man keder sig ikke med den gode kombination af skift og velskrevne hooks. Albummet kommer fantastisk fra start, og man savner ikke de lange numre, der er skåret fra på denne produktion. Det fortsætter lige fra ”Falling” til ”Twelve” og gør albummet til en lækkerbisken for power-fans.
Specielt kan fremhæves de rytmiske skift i ”Falling”, omkvædene i ”Give Me Light”, ”Twelve”, der byder på sing-along-faktor og ophøjet stemning, samt det mere alternative omkvæd i ”Feel My Flame”, der, som sangens bassolo, viser, at der er tænkt godt over variationen på albummet. Generelt er produktionen i top, og forsanger Lee Hunter gør et udmærket stykke arbejde, selvom han uden tvivl låner en hel del inspiration fra power metal-genrens giganter.
Hen mod slutningen af albummet begynder det dog at trække lidt i langdrag. De sidste fire sange falmer lidt ved siden af første del. For det første forsvinder poweren lidt hen med slutningen. Nuvel, et power metal-album må gerne indeholde en ballade eller to, men på The Blackened Heart ender balladerne med at trække albummet i langdrag, og de introducerer ikke noget nyt til musikken. Det er sådan set bare samme stil med knap så mange genialiteter og et langsommere tempo.
Småkedelig slutning
Udvalgte sange fra The Blackened Heart får helt sikkert lov til at fylde på mine power metal-playlister. Albummet, der indledes med stil, trækkes dog lidt i langdrag, og jeg vil ikke anbefale at lade pladen spille til ende, medmindre man har meget god tid. Variationen, der er en vigtig grund til rosen af albummet, er nemlig knap så tydelig efter første halvleg. Enbounds andet udspil ender på 7/10 kranier – omtrent tilsvarende antallet af sange, der anbefales at lytte til.