Den svære toer
Det er tre år siden, og endnu flere medlemmer siden, at Eluveitie udgav deres forrige album, Origins. Det har altid været et band, hvor medlemmer kom og gik, men denne gang var der vist en del uvished om, hvad planen helt præcis var. Planen har dog altid været klar, hvis man spørger bandets mastermind, Chringel. Planen var nemlig, at Evocation I: The Arcane Dominion fra 2009 skulle have en efterfølger, og sådan var det! Hvis man ikke er super stor fan eller aldrig rigtigt har sat sig ind i Eluveities verden, så ved man måske ikke meget andet, end at de er et folk metal-band, der til tider læner sig op ad noget, der minder om svensk melodeath. Derfor kunne man måske forvente en omgang lut og lejrbål blandet med lyden af forpinte bjergmænds skrålen, men nej. Ligesom sin forgænger er Evocation II 100 % akustisk, og hvert et ord (talt, sunget og/eller hvisket) er på gælisk. Så hvis man ønsker at kunne synge med, er det altså frem med en lidt alternativ ordbog. Hvis tanken eller skuffelsen over, at man ikke, i denne omgang, får en gang heavy folk, som man fx gjorde på Origins fra 14 eller Helvetios fra 12, virker uoverskuelig, så slå koldt vand i blodet, sæt vand over til te og læg lige ”trve kvlt”-mentaliteten væk. Selvom, at Evocation II - Pantheon ikke er halsbrækkende død og ødelæggelse, er det stadig en portion velskrevet, velproduceret og velkomponeret folkemusik med masser af charme og stemning.
Pas på, at Jethro Tull ikke tager jeres Grammy!
En ting, der dog undrer mig ved Evocation II – Pantheon, er, at der altså er hele 18(!) numre på albummet, hvilket er voldsomt og unødvendigt. Det siger jeg ikke, fordi det er 18 dårlige numre eller noget i den dur, men simpelthen fordi en hel del af numrene er 1-2 minutters fløjte eller lut. Det kunne jo lige så godt have været en del af en af de mange andre numre, da de i sig selv ikke rigtigt gør noget for nogen. Jeg tvivler da på, at nogen vælger at sætte skiven på blot for at høre halvandet minuts fløjtespil, når man har andre numre som fx ”Epona”. Dette nummer brager virkeligt derudad og viser virkeligt, hvad deres nye sangerinde, Fabienne Erni, kan. Hun synger fabelagtigt – også selvom at man ikke fatter et kuk af, hvad hun egentligt synger. Det tilføjer bestemt også et element af charme og mystik, og om ikke andet må man sige, at gælisk virkeligt er et flot og melodisk sprog. Når man sidder og kigger tracklisten igennem, vil man opdage, at albummet ikke kun er en efterfølger til Evocation I – The Arcane Dominion. En del af bandets gamle numre, fx “Tarvos” fra Slania fra 08 og “Sucellos” fra Origins fra 14, har også fået efterfølgere – desværre ikke rigtigt nogen spændende nogen af slagsen, men netop nogle af de der 1-2 minutters fløjtegøgl.
En treer behøver vi vist ikke
Evocation II – Pantheon er en rigtig fin skive fyldt med fløjlsbløde toner fra et overflødighedshorn af instrumenter og musikere. Det er velskrevet og velkomponeret, men (og det er et stort men) på trods af alt dette mangler albummet altså det, der gør Eluveitie til Eluveitie – nemlig den super lækre kombination af folkemusik og metal. Det mangler altså herfra, hvilket virkeligt er en skam. En hel del af numrene bygger virkeligt op til, at der pludseligt skulle være en stortromme eller et riff, som burde rive sangen midtover, men det kommer aldrig. Jeg erkender og accepterer, at dette jo netop er præmissen for albummet, men derfor mangler der altså fortsat en seriøs omgang heavy. Desværre.
