Den drøntunge deathcore
Den hollandske deathcore-kvintet Distant er klar med sit tredje album, Heritage. Man kan ikke beskylde bandet for at være ineffektive, da de har udgivet deres tre fuldlængdealbummer i løbet af fire år. De har markeret sig som et band med spandevis af tonstunge breakdowns og et brutalt lyd- og tekstunivers. Dog har deres deathcorelyd været en kende for generisk og læner sig for meget op ad giganterne som Lorna Shore, Thy Art is Murder og Whitechapel. Modsat de tre nævnte bands har der ikke været ret meget udvikling i Distants lyd, hvilket er yderst tilfredsstillende for de helt inkarnerede deathcorefans, men for dem, som vil have lidt mere, er det nok ved at være trættende. Dette er deres tredje album, og spørgsmålet er, om de kører videre i den samme rille, eller om de er klar til at tage deathcorescenen med storm.
En tung arv
Distant kæmper mod nogle tunge navne i genren – en genre, som efterhånden er ved at være mættet af tonstunge breakdowns med pigsqueals og bjørnegrowls. Men den største modstander er nok i virkeligheden dem selv, for hvordan får man virkelig brudt sin arbejdsgang med sangskrivningen? Heritage starter med ”Acid Rain”, som er en næsten to minutter lang intro med masser af synth og industrial vibes. Der er en nervepirrende følelse af, at noget ondt står for døren, hvilket bekræftes, når nummeret slår over i ”Paradigm Shift”. Dette er et klassisk Distant-nummer, som har fået et lag dommedagsatmosfære a la Cabals Magno Interitus (2022). Altså, en sang med en del temposkift og nogle helvedes langsomme breakdowns, der kun tjener ét formål: at være så tunge som muligt. Det er en ganske udmærket start på albummet, som viser, at der i hvert fald er kommet et ekstra lag lydbillede i form af elektroniske effekter og en industrial atmosfære, som giver en slags fremtidsapokalyptisk følelse.
Desværre er det kun dette ekstra lag af atmosfære, som adskiller Heritage fra Aeons of Oblivion (2021) og Tyrannotophia (2019). Der er ikke noget nyt at komme efter, når det gælder sangskrivningen. Autopiloten med hurtige passager med blastbeats og højt pitchede skrig og skift til langsomme passager med få slag på highhatte, pigsqueals og langsomme guitarchugs ligger som en tryg dyne over hele albummet. Når albummet er så tungt og så langsomt meget af tiden, som Heritage er, så skal der bare noget ekstra til eller noget variation. Man kommer hurtigt til at synes, at det begynder at blive noget navlepilleri. Min egen oplevelse var, at jeg allerede følte mig meget mættet ved femte nummer – så er der lang vej igen på et album med 12 numre. Der mangler absolut noget, som kan pirre lytteren og fastholde. Endnu et tungt breakdown er bare ikke løsningen på det problem.
Pladens bedste moment er ”Argent Justice”, som har hele 16 vokalfeatures og er over syv minutter langt. Det lyder lidt som en dødssejler, men det fungerer overraskende godt og tvinger også bandet til at lave mere variation på dette nummer, ellers er det ikke muligt at få inkorporeret de forskellige vokaler fornuftigt. Måske er det meget sigende, at et nummer som dette, der tvinger bandet til at bryde deres formular, bliver det bedste på pladen. Det er bevis på, at de godt kan gøre tingene lidt anderledes, men hvorfor de ikke praktiserer det resten af tiden, er en gåde.
Apatisk autopilot
Som sådan er det ikke en dårlig deathcoreplade. Gutterne har styr på deres instrumenter og ved også godt, hvad de laver. Der lidt nye tilføjelser i form af det atmosfæriske lydbillede, men endnu en gang formår Distant ikke at levere et album, som løsriver dem fra deres formular eller fra andre bands i genren. Er man helt inkarneret deathcorefan, så skal man nok elske pladen, især når den udføres live, da der er masser af fede breakdowns at komme efter. Lytteoplevelsen bliver dog en jævn langgaber, da albummet slet ikke besidder variation nok til at udfylde 47 minutter. En mere kondenseret og trimmet udgave af Heritage havde klart været at foretrække. Det er som en 200 km lang køretur ud ad E45 klokken to søndag nat: meget forudsigeligt, jævnt kedeligt, og man skal koncentrere sig hårdt for ikke at miste sin opmærksomhed, man begynder lidt for hurtigt at glæde sig til at nå slutdestinationen.
