Acceptere, adaptere og ascendere
Det er fem år siden, at den københavnske sludge-trio Dirt Forge udgav sit første album Soothsayer. Et album, vi dengang gav 9/10. Dette er jeg nødt til at bringe op – selvom det var et godt debutalbum, så ville jeg have givet det 7/10. Vi vasker tavlen ren og giver deres nye store satsning, Interspheral, en kærlig og kritisk gennemgang, som den fortjener efter fem års ventetid. Bandet fik en del opmærksomhed med en selvudgivet plade i 2017 og spillede blandt andet til begivenheder som Copenhell Freezes Over og Copenhell Metal Cruise, men nåede aldrig at få en booking på Copenhell, før pandemien ramte. En situation, som bandet accepterede og adapterede ved at lægge mange timer i at finde ud af, hvordan Dirt Forge kan og skal lyde. Nu, hvor de har et label (Majestic Mountain Records) til at hjælpe med udgivelsen, er spørgsmålet, om de kan ascendere og blive booket til de helt store scener?
Store visioner og mod
Noget, der står entydigt skarpt fra første minut ved Interspheral, er, at produktionen har fået et nyk opad, og det samme har Alexander Kolbys vokal. Det er yderst klædeligt for bandets generelle lyd og en fortælling om, at de helt sikkert har brugt tiden klogt. Pladen starter med nummeret ”The Observer”, hvor den instrumentale intro har en beskidt stonerrocklyd med en delikat distortion på både bas og guitar. Noget, man for eksempel kender fra bands som Sleep, Dopelord eller endda danske Bersærk til en vis grad. Nummeret slår dog hurtigt over i et mere fredsommeligt instrumentalsegment, hvor man måske kan blive mindet om Pink Floyd, blot igen for at skifte over i en hård omgang sludge, som bringer ens tankevirksomhed hen mod bands som Neurosis, Cult of Luna og Old Man Gloom. Der er tilmed passager i ”The Observer”, hvor der bliver sunget med ren vokal, hvilket leder tankerne hen mod proggresive rockbands som Cog, men også grungeartister som Alice in Chains. Grunden til, at referencerne stryges ud af ærmet, som om der var ophørsudslag på bandnavne, er for at pointere vigtigheden i, at dette ikke bare er et ”sludgemetal”-album. Selvom Dirt Forge spiller langsom og tung musik, så er det ikke et band, der lader sig begrænse.
De har tydeligvis mange inspirationskilder og tør at mikse dem alle. Dette er altid en svær kunst, da det alt for nemt bliver mere rodet end en jule-klippe-klistre-dag i børnehaveklassen. Heldigvis har Dirt Forge meget klare visioner og væver stringent og kontrolleret alle deres inspirationskilder i en sammenhængende tråd, som konstant holder lytteren draget til musikken. Samtidig pirres ens nysggerighed, i forhold til hvordan de næste minutter eller sange mon udformer sig. Muligheden for at blive overrasket er der i ethvert sekund, man lytter. Anden sang på albummet,”Highest Low”, står som et af de absolut stærkeste numre. Sangen har en fyldig og tyngende sludget instrumentering, men alligevel med nok variation i lydbilledet og temposkift til at man undervejs mindes om Tools ”7empest” og Cult of Luna i resten. En fantastisk dragende og headbanging-indbydende cocktail.
Det er faktisk tæt på tosset, at nævne stærkeste sange på dette album, for alle syv sange kan og giver noget forskelligt til den samlede enhed. En kraftig påstand herfra er, at der ikke er et dårligt nummer på pladen. Selv den korte dark countrylydende outro, ”Decension”, spiller en rolle. Den 12 minutter lange monstersang ”Miscommunison” er også, på trods af det langsomme tempo, fyldt med interessante momenter og endda lidt guitarsoloer. Det er tydeligt, at Dirt Forge har brugt de fem år på have store visioner og i den grad også har haft modet til at følge dem til dørs.
Nøglen til succes?
Interspheral er et overraskende svært album at skrive en konklusion eller passende afslutning til. Det kan hurtigt komme til at lyde, som om bandet har betalt undertegnede, men det har de absolut ikke. Utroligt nok er Dirt Forge et band, som ikke har sneget sig forbi min pladesamling og Spotify-bibliotek. Det var ren nysgerrighed, der gjorde, at pladen endte i min varetægt. Der er blevet brugt meget tid på at lytte til deres tidligere udgivelser, men endnu mere på Interspheral, som er en fantastisk rejse. Det er sjældent, at et album i så langsomt tempo kan fastlåse min opmærksomhed i den grad. Interspheral kan dette, fordi der tilført så meget variation, som gør, at oplevelsen forbliver spændende fra start til slut. Samtidig er enhver passage sammenflettet ekvilibristisk elegant, så man ikke bliver overvældet. Dermed udebliver behovet for at zone ud fra musikkens nærvær.
Dirt Forge måde at kunne binde alt sammen på gør, at hvis man skal sige, hvem de lyder som, vil det være mest fair at sige, at de lyder som Dirt Forge. Det eneste og lidt snævre kritikpunkt er, at der kunne gøres endnu mere ved vokalen i fremtiden. Skrig, low-exhale growls eller måske ren vokal i en højere oktav. Dirt Forge kan sagtens bære endnu mere eksperimenterende færden på dette punkt. Når dette er sagt, så passer vokalen unægtelig godt til musikken og står væsentligt flottere og skarpere end på Soothsayer. Bandet har med denne udgivelse bevist, at nænsomhed og tålmodighed med albumprocessen sagtens kan blive nøglen til succes. Det har virkelig været tiltrængt med et gennemført værk som dette i år, hvor kvalitetsudgivelser har været lidt en mangelvare – og Copenhell tager forhåbentlig noter nu og får smidt denne trio på næste udgave af festivalen.
