Decapitated spiller koncert i Amager Bio, København S .
Decapitated - Cancer Culture

Cancer Culture

· Udkom

Type:Album
Genre:Technical Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Endnu en fabelagtig plade fra mægtige Decapitated

Når et bands bundniveau er højere end de fleste andres topniveau

Polske Decapitated er et af de bands, hvor man op til en ny udgivelse holder vejret i spænding. Ikke fordi man er nervøs for, om den er god – slet ikke; deres bundniveau er altid abnormt højt – men fordi man glæder sig til nye lækre kompositioner på et ulækkert teknisk niveau. Hvordan er det muligt at være så velspillende på alle parametre? Hvordan kan de blive ved med at levere så ufattelig fantastisk tech death album efter album? Svaret er: Fordi de er Decapitated. Og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at gruppens ottende langspiller, Cancer Culture, ikke bare vidner om et band i absolut topform. Det er også tæt på at være det perfekte tech death-album.

Av, for pokker

Wacław ”Vogg” Kiełtyka og hans tre kumpaner åbner ballet med den instrumentale intro “From The Nothingness With Love” og går kort efter over i det hårdtslående titelnummer. Ord som fart, intensitet, mastodontiske riffs og fabelagtige hooks dækker slet ikke, hvor bragende godt dette nummer er. Og før man ved af det, får tredje skæring “Just a Cigarette” ens nakkemuskler til at vride sig i retninger, man ikke troede, var mulige. Slap lige af, drenge, jeg er sgu ikke helt ung længere.

Hen mod pladens midte begynder man at kunne høre, at Vogg de seneste år har været en del af Machine Head. Der er kommet mere melodi i sangene, og antallet af skæringer, hvor man går efter det ørehængende omkvæd, er højere, end det plejer at være. To glimrende eksempler herpå er det fantastiske nummer “Hello Death”, hvor Tatiana Shmayluk fra Jinjer i øvrigt bidrager med smukke cleans, og det mindst lige så gode nummer “Iconoclast”. Disse er umiskendeligt Decapitated, men bærer lidt præg af Machine Head og en anelse Slipknot. Ved første lyt kan de virke en smule cheesy, men for pokker, hvor de vokser på en. Til slut kommer bandet også omkring god gammeldags thrash, når de lukker festen med “Last Supper”. Måske pladens bedste. Slå ordene ‘dynamik’ og ‘slagkraft’ op i et leksikon, og du vil se henvisninger til dette nummer. Føj, det er stærkt!

Uden at være et decideret guitaralbum er Cancer Culture uden tvivl et album båret af sublim guitar, hvor djævlen ligger i detaljen. Intet showoff, men bare en tyk og solid mur af tech death-spade, der sjældent er hørt bedre. Og trommerne… Jeg er typen, der udover at mestre luftguitarens ædle kunst også mestrer lufttrommer, men det her album er simpelthen umuligt at banke huller i luften til. Det er umuligt at følge med! Ikke engang Gene ‘The Machine’ Hoglan har noget som helst på James Stewart. Mine damer og herrer, han er ikke bare en fænomenal grydebanker; han trodser faktisk en hel håndfuld naturlove, når han først går i gang med sin dobbeltpedal.

So close…

Det er ikke så tit, man falder over et album, hvor alle elementer er så flot eksekverede, perfekt vægtede og velafbalancerede, som det er tilfældet på Cancer Culture. Det brutale, det melodiøse og det atmosfæriske kan ikke sammensættes meget bedre, end det er her. Det er et perfekt komponeret og arrangeret album med en fantastisk produktion, og havde det bare været lidt længere end sine sølle 37 minutter, havde det muligvis fået den absolutte topkarakter herfra. Man kunne godt savne et par lange numre, hvor bandet gakkede helt ud på deres overjordiske tekniske niveau, men når alt kommer til alt, er der ingen som helst tvivl om, at Cancer Culture næsten er det perfekte tech death-album, som mange bands fremover skal prøve at måle sig med. Held og lykke med det! Og stort tak til Decapitated for et stærkt album, der nok skal være at finde på diverse årslister, når 2022 rinder ud.

Tracklist

  1. From The Nothingness With Love
  2. Cancer Culture
  3. Just a Cigarette
  4. No Cure
  5. Hello Death
  6. Iconoclast
  7. Suicidal Space Programme
  8. Locked
  9. Hours as Battlegrounds
  10. Last Supper